Sats for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse hæves

Borgere får et fradrag på op til 2,16 øre per kørt kilometer. Fradraget gælder med tilbagevirkende kraft i 2022. (Opdateret)
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Skatterådet har tirsdag besluttet at hæve satserne for både kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse på grund af de stigende brændstofpriser.

Har man samlet mellem 25 og 120 kilometer til og fra arbejde, får man et fradrag på 2,16 kroner per kørt kilometer. Det er en stigning på 18 øre.

Det meddeler rådet, som har holdt møde tirsdag formiddag, i en pressemeddelelse.

Stigningen i kørselsfradraget sker med tilbagevirkende kraft, så det gælder hele 2022.

Også satsen for befordringsgodtgørelse hæves, så virksomheder kan godtgøre udgifter til erhvervsmæssig kørsel for 3,70 kroner per kilometer. Det er en stigning på 19 øre.

Denne godtgørelse gælder dog - modsat ændringen i kørselsfradraget - ikke med tilbagevirkende kraft.

Det er kun tredje gang på 30 år, at satserne justeres ekstraordinært i løbet af året. Det fremgår af Skatterådets pressemeddelelse.

Normalt fastsættes satserne i november på baggrund af skøn over det kommende års priser på brændstof.

Men de seneste måneder er priserne på både benzin og diesel røget markant i vejret. En af årsagerne er Ruslands invasion af Ukraine.

Aktuelt ligger priserne på diesel og benzin mellem cirka 14,50 kroner og 17 kroner. Det er godt 3-5 kroner dyrere end umiddelbart efter nytår.

Det reagerer Skatterådet på, efter at rådet tidligere i år valgte at udskyde en beslutning, da priserne på brændstof begyndte at stige.

Skatterådet har 19 medlemmer. Rådet har kompetence til at fastsætte satser på eksempelvis befordringsfradraget.

Interesseorganisationen FDM skriver i en kommentar til beslutningen, at forhøjelsen kun dækker knap en tredjedel af meromkostningerne.

FDM mener, at Folketinget bør øge den skattemæssige værdi af fradraget. Den er i dag på godt 25 procent.

”Man får altså kun en fjerdedel af fradraget i dag. Det tal så vi gerne hævet,” siger afdelingschef i FDM Torben Lund Kudsk.

Statsminister Mette Frederiksen (S) vil tirsdag ikke umiddelbart svare på, om hun støtter en sådan løsning.

”Mit forslag vil være, at nu er der kommet en ændring af befordringsfradraget, og vi tager det med ind i forhandlingerne med de øvrige partier. Så ser vi på, om der er behov for at gøre yderligere,” siger hun.

Hos Venstre ser man ”meget positivt” på beslutningen om at hæve kørselsfradraget. Men partiet vil også gerne hæve værdien af fradraget, som FDM foreslår.

”Vi ønsker, at det i langt højere grad skal kunne betale sig at arbejde,” siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V).

”Venstre ser gerne på yderligere muligheder for at forbedre værdien af kørselsfradraget. Derfor ser vi frem til at få regeringens lovede udspil til dette,” tilføjer hun.

290.000 pensionister skal have ekstra skattefrit beløb

Skatterådet skal drøfte fradrag efter stærkt stigende benzinpriser

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også