Varmecheck på 6000 kroner er udbetalt til over 400.000 husstande

Den varmecheck, der blev indgået aftale om i marts, er onsdag blevet udbetalt til de over 400.000 husstande, der lever op til rammerne for checken. Det oplyser klima, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) i en pressemeddelelse.
”Jeg er glad for, at vi sammen med ansvarlige partier kunne sikre en økonomisk håndsrækning til over 400.000 danske husstande. Det skal hjælpe på varmeregninger, i en tid hvor krigen i Ukraine er med til at holde priserne oppe,” skriver ministeren.
Konkret står de over 400.000 husstande til at få udbetalt 6000 kroner. Det får hele aftalen op på 2,4 milliarder kroner.
Målgruppen for varmechecken er husstande med en indkomst på under 706.000 kroner før skat.
For at modtage checken skal husstanden primært være opvarmet af gasfyr, el-radiatorer eller ligge i et fjernvarmeområde med en gasandel på over 65 procent.
Nationalbankdirektør: Varmecheck vil skubbe til inflationen
Varmehjælp øges til 6.000 kroner og rammer over 400.000 husstande