Alternativet inviterer Frie Grønne og Grøn Alliance ind i partiet

Hver for sig vil tre grønne partier ifølge meningsmålinger få svært ved at komme i Folketinget efter et valg.
Foto: Emma Sejersen
Foto: Emma Sejersen
AF RITZAU

Alternativet vil slå sig sammen med partierne Frie Grønne og Grøn Alliance.

Det skriver politisk leder Franciska Rosenkilde og folketingsmedlem Torsten Gejl fra Alternativet i et debatindlæg i Politiken.

”Kære Frie Grønne og Grøn Alliance. Vi vil gerne invitere jer ind i Alternativet,” skriver de i debatindlægget.

”Vi tilbyder derfor - helt ekstraordinært - alle medlemmer og kandidater fra Frie Grønne og Grøn Alliance et gratis medlemskab af Alternativet og mulighed for på lige fod med vores eksisterende medlemmer at stille op på vores valglister.”

Forslaget fra Alternativet kommer, efter at grønne organisationer og bevægelser i avisen Information har opfordret de grønne partier til at slå sig sammen.

Hver for sig vil de tre partier ifølge meningsmålinger få meget svært ved at komme i Folketinget ved et formodentligt snart forestående valg. Derfor frygter de grønne stemmer et stort stemmespild, hvis partierne stiller op separat.

I den seneste måling fra Voxmeter for Ritzau står de tre partier til at ende under spærregrænsen.

Alternativet står til 1,2 procent af stemmerne. Veganerpartiet, som ventes snart at få godkendt navneskiftet til Grøn Alliance, står til 0,3 procent. Frie Grønne står til 0,5 procent.

Alternativet lytter til opråbet fra de grønne organisationer, fordi Danmark har ”brug for så stærk en grøn stemme som muligt”.

”Vi håber, I er friske, og vi synes, det er naturligt, at vi som den største og mest gennemprøvede organisation tilbyder vores fundament til jer, nu da tiden er en faktor,” skriver de to frontfigurer fra Alternativet i debatindlægget.

Frie Grønnes partileder, Sikandar Siddique, afviser invitationen blankt.

”At vi bliver en del af Alternativet er ikke aktuelt. Og det skyldes den politik, de fører. Og netop de såkaldte grønne aftaler, de er med i. De er under vores ambitionsniveau. For vi vil kompromisløs grøn handling.”

”Der er ikke tid til lidt bedre, for det er for lidt og for sent. Og så er vi et venstreorienteret projekt, og sådan læser jeg hverken Alternativet eller Veganerne/Grøn Alliance,” skriver han i en kommentar til Politiken.

Siddique påpeger, at Frie Grønne også omvendt har inviteret Alternativet til at blive en del af Frie Grønne.

Francisca Rosenkilde siger til Politiken, at problemet ved det vil være, ”at så ryger vi automatisk ud af klimaloven og får ingen indflydelse på dansk klimapolitik”.

Veganerpartiet valgte i begyndelsen af august at fusionere med det lille grønne parti De Grønne. Sammen er blevet til Grøn Alliance. Et partinavn, som snart ventes at være godkendt.

Partileder Henrik Vindfeldt melder sig i en kommentar til Politiken åben for et samarbejde.

Brancheforening: 100.000 hjem risikerer at mangle træpiller

Miljøminister udpeger ny departementschef efter minksag

Købmænd om pristjek: Politikerne bør gribe i egen barm

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter