Nicolai Wammen svarer på baglandskritik: Ikke flere penge til kommuner

S-kritik af skattelettelser, der kommer samtidig med at kommuner sparer, får ikke Nicolai Wammen til at ændre regeringens planer.
Finansminister Nicolai Wammen slår fast, at statskassen er lukket. Ikke flere penge til kommunerne. | Foto: Jens Dresling
Finansminister Nicolai Wammen slår fast, at statskassen er lukket. Ikke flere penge til kommunerne. | Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Den seneste tids kritik fra både socialdemokratiske borgmestre og byrådsmedlemmer af regeringens planlagte skattelettelser, mens kommuner må spare på velfærden, får ikke Socialdemokratiet og regeringen til at ændre kurs.

For der er ikke flere penge på vej i kommunernes budget for 2024, må man forstå på finansminister Nicolai Wammen (S) på dagen, hvor Socialdemokratiets årsmøde i Aalborg starter.

Nicolai Wammen påpeger flere gange, at regeringen allerede har afsat en ekstra milliard kroner i 2024 til kommuner og regioner.

Men risikoen for at ”puste til inflationen” gør, at der ikke kan sendes flere penge af sted.

”Det er et udtryk for, at vi tager det meget alvorligt, at man i en række kommuner har en meget vanskelig budgetlægning. Vi har en stærk økonomi i Danmark, og vi har valgt at bruge ekstra penge på kommuner og regioner, fordi der er et behov derude, som vi er helt med på og gerne vil give en hjælpende hånd til at dække. Vi ved også godt, at det ikke løser alle problemerne. Det vil være forkert at påstå, men det er en håndsrækning.”

Op til årsmødet har der været massiv baglandskritik af Socialdemokratiets retning.

Flere fremtrædende socialdemokratiske borgmestre har massivt kritiseret de planlagte skattelettelser for fem milliarder kroner, og I en TV2-måling svarer 198 ud af 229 socialdemokratiske byrådsmedlemmer, at regeringen bør droppe planerne om skattelettelser og i stedet bruge pengene på borgernær velfærd.

Klart budskab

Samtidig viste en rundspørge fra Politiken fredag, at 53 af 65 deltagende kommuner i en rundspørge planlægger besparelser i 2024.

”Jeg lytter altid til den kritik, der kommer. Det er samtidig vigtigt at sige, at Socialdemokratiet gik til valg på både at styrke vores velfærd og give skattelettelser. Så det var et klart budskab til danskerne, at vi ønskede at give skattelettelser til folk i arbejde og ikke mindst enlige forsørgere,” siger Nicolai Wammen.

Finansministeren pointerer også, at der ”for hver gang vi giver én krone i skattelettelser i finansloven for 2024, så vil der være cirka 35 kroner mere til velfærd”.

”Det, synes jeg, er en vigtig oplysning i en tid, hvor man kan få det indtryk, at der går mange flere penge til skattelettelser, end det rent faktisk er tilfældet.”

Og så varsler Nicolai Wammen ”massive investeringer” i velfærden i regeringens kommende 2030-plan.

Vil du anerkende, at i nogle kommuner, der bliver velfærden forringet i 2024?

”Jeg anerkender fuldt ud, at i nogle kommuner står man i en meget svær situation og skal træffe nogle hårde valg. Det er blandt andet derfor, vi helt ekstraordinært giver en ekstra milliard kroner til kommuner og regioner, fordi vi godt ved, det er en svær budgetlægning, de er midt i.”

Vil du sige, at der i 2024 er kommuner, der får forringet velfærd. Det skal danskerne være klar på?

”Der er kommuner, der står i en meget svær situation, og det har jeg fuld respekt for.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter