Toptopskat kan koste staten trecifret millionbeløb

Ny forskning taler imod regeringens prognoser for toptopskattens effekter, og med afsæt i studiet ser skatteminister da også flere negative end positive scenarier.
Et forslag til en ny skattereform blev i sidste måned fremlagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), daværende forsvars- og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jens Dresling
Et forslag til en ny skattereform blev i sidste måned fremlagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), daværende forsvars- og økonomiminister Troels Lund Poulsen (V) og skatteminister Jeppe Bruus (S). | Foto: Jens Dresling

Regeringens såkaldte toptopskat kan ende med at koste statskassen dyrt – eller i bedste fald skæppe væsentligt mindre i skattekisten end først estimeret.

Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af et svar til Folketinget fra skatteminister Jeppe Bruus (S), der forholder sig til et nyt studie, som peger på en betydeligt faldende arbejdslyst som følge af skattestigningerne.

”Under denne hypotetiske forudsætning vil den foreslåede ekstra topskat reducere arbejdsudbuddet betydeligt mere end med de nuværende regnemetoder,” lyder det i svaret fra ministeren, der opstiller fire scenarier.

Ét scenarie viser et muligt overskud på 100 mio. kr., to hælder til et minus på 100 mio. kr., mens det sidste byder på et muligt underskud i størrelsesordenen 400 mio. kr.

Toptopskatten vil efter planen betyde, at folk med en årsindkomst på over 2,5 millioner kroner skal betale fem procentpoint mere i topskat.

En af de fire forskere bag projektet, Jakob Søgaard fra Københavns Universitet, understreger, hvor vanskeligt det er at spå om især de langsigtede effekter af lavere eller højere skat, men konstaterer, at man trods studiets usikkerheder ”er kommet tættere på.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også