Nordirske krav til EU-aftale giver ny hovedpine for Theresa May

Nordirsk leder, handelsminister og tidligere brexitministre kræver ny aftale om irsk bagstop. Nej, siger EU.
Lederen af Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland, Arlene Foster.
Lederen af Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland, Arlene Foster.
AF RITZAU

Selv om den britiske premierminister, Theresa May, skulle overleve en tillidsafstemning i sit eget parti onsdag, vil et krav fra hendes nordirske støtteparti og handelsministeren fortsat holde hende ude i tovene. 

De kræver ændringer af den såkaldte bagstopper for den irske ø. Det fremgår ikke umiddelbart, hvilke ændringer der specifikt forlanges. 

EU har kategorisk afvist at genåbne den aftale, unionen har indgået med May.

Lederen af Det Demokratiske Unionistparti (DUP) i Nordirland, Arlene Foster, handelsminister Liam Fox og de tidligere brexitministre David Davies og Dominic Raab foreslår en ændring til bagstopperen.

Udtrykket dækker over et arrangement, der vil gøre, at Storbritannien forbliver en del af EU's toldunion, indtil man finder en løsning, så man undgår en hård toldgrænse mellem Irland og den britiske provins Nordirland.

"Storbritannien behøver en ensidig exitmekanisme fra bagstopperen. Men vi kan give den irske regering forsikringer om, at vi i stedet vil iværksætte specifikke midler for at garantere, at vi ikke vender tilbage til en hård grænse," lyder det fra Raab.

Vigtig for freden

Alle britiske politikere ved, at det er et sensitivt emne. I næsten 30 år, fra 1969 til 1998, kostede en sekterisk konflikt i Nordirland over 3500 mennesker livet. Det blev ofte beskrevet som en konflikt mellem proirske katolikker og probritiske protestanter.

En åben grænse ses som vigtig for at bevare freden i Nordirland.

Men konservative antieuropæere frygter, at bagstopperen kan betyde, at Storbritannien hænger fast i EU's toldunion på ubestemt tid.

Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, var en af flere europæiske ledere, som tirsdag fortalte May, at EU ikke vil genåbne brexitaftalen med den britiske regering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også