Labour-leder: Nu må parlamentet få kontrol med brexit

Det britiske parlament bør genvinde kontrollen med brexitprocessen.
Det siger oppositionsleder Jeremy Corbyn fra Labour, efter at den konservative premierminister, Theresa May, onsdag aften har overlevet en tillidsafstemning i sit parti.
"Aftenens aftale gør ingen forskel i folks liv," siger Corbyn i en udtalelse.
Mere end hver tredje stemte imod
Over en tredjedel af de konservative parlamentsmedlemmer stemte imod May, og i resten af underhuset er der ikke stor opbakning til hende, påpeger Corbyn.
"Theresa May har mistet sit flertal i parlamentet, hendes regering er i kaos og hun er ikke i stand til at levere en brexitaftale, der fungerer for landet og prioriterer job og økonomien," skriver Corbyn på Twitter.
"Nu må hun tage sin elendige aftale tilbage i Underhuset i næste uge, så parlamentet kan tage kontrollen tilbage," tilføjer Labour-lederen ifølge Reuters.
Foragt for parlamentet
Tidligere onsdag - inden tillidsafstemningen mod May - gik Corbyn lige i struben på premierministeren.
Han beskyldte May for at udvise "foragt for parlamentet", fordi hun udsatte den afstemning om brexitaftalen, der skulle have fundet sted tirsdag.
Det betød, at de folkevalgte blev frataget muligheden for at tage stilling til et afgørende spørgsmål.
"Premierministerens frastødende opførsel gør, at hun må stilles til ansvar af denne sal," tordnede han tidligere onsdag under spørgetimen med May.