May kan få uddybende ord uden magisk effekt på EU-topmøde

Det forlyder fra EU-landene, at Theresa May i bedste fald får uddybet det, der allerede er aftalt om brexit.
Theresa May drager torsdag til EU-topmøde i Bruxelles. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Olivier Matthys
Theresa May drager torsdag til EU-topmøde i Bruxelles. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Olivier Matthys
AF RITZAU

En hårdt prøvet Theresa May ankommer torsdag til et topmøde i Bruxelles, hvor hun vil søge indrømmelser i håbet om at kunne indfri sit løfte til briterne om en velordnet afsked med EU. 

Hun vil møde sympati og forståelse. Men EU-kollegerne kan ikke love hende det, hun har brug for. Sådan kan flere EU-diplomaters forventninger til mødet sammenfattes. 

Det har længe stået klart, at May ikke kan samle det nødvendige flertal for den skilsmisseaftale, som hun på halvandet år har forhandlet med EU.

Det førte til, at hun mandag udsatte en planlagt afstemning om aftalens godkendelse i Underhuset i London. Onsdag aften var hun så hovedperson i en afstemning om mistillid, som hun overlevede.

Og nu er Mays politiske mål, at hun kan stå i spidsen for, at Storbritannien forlader EU med en aftale, så kongeriget undgår en kaotisk, dyr og brat skilsmisse 29. marts næste år. 

Lykkes det, vil hun give stafetten videre inden næste valg. 

Om May når så langt, kan man kun gætte på. 

Vil ikke ændre aftale

Sikkert er det, at de øvrige stats- og regeringschefer klart har indikeret, at de ikke har til sinds at ændre i udtrædelsesaftalen eller den politiske erklæring, som blev blåstemplet på et EU-topmøde 25. november. 

Flere EU-diplomater har op til topmødet givet udtryk for, at May i bedste fald kan få nogle ekstra ord på skrift, der kan understrege det, som allerede står i skilsmissedokumenterne. 

Hun får ingen nye dokumenter med juridisk magt, lyder det. 

Problemet for May er den nordirske bagstopper, hvis mål er at forhindre en egentlig grænse med kontrol mellem Irland og Nordirland, hvis man under en flerårig overgangsperiode ikke er nået til enighed om en permanent løsning. 

At undgå en "hård grænse" har været et ultimativt krav fra Irland, som EU støtter fuldt ud, og som også briterne har været enige i. 

Men da briterne samtidig har nægtet at lade kongeriget splitte ved at placere en EU-toldgrænse i Det Irske Hav, så har EU accepteret en britisk idé, så hele Storbritannien - under nødplanen - bliver i toldsamarbejdet med EU. 

Det står i den juridisk bindende aftale om den nordiske bagstopper, der har været langt den værste hovedpine i processen.

Forleden konstaterede den britiske regerings advokat, at briterne risikerer at blive hængende i dette sikkerhedsnet på ubestemt tid.

Derfor har May ønsket en udløbsdato for bagstopperen. Det vil EU-landene ikke give hende. 

De peger på, at May nu kommer og beder om en ny løsning på den toldordning, som hun selv har fremlagt, ønsket og fået. 

Torsdag vil EU-lederne lytte til May. De vil reflektere. Og så vil de give hende et svar, som næppe hjælper hende videre mod målet. Det ved de, men de vil ikke afvise hende og fremstå som en flok nej-hatte.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også