BBC: May holder brexitafstemning i parlament 15. januar

Den britiske regering har tidligere sagt, at afstemningen ville blive holdt den 14. eller 15. januar.
Theresa May.
Theresa May.
AF RITZAU

BBC citerer regeringskilder i London for, at premierminister Theresa May vil holde brexitafstemning i parlamentet den 15. januar.

Den britiske regering har tidligere sagt, at afstemningen ville blive holdt i ugen, som begynder mandag den 14. januar.

Underhuset skulle have stemt om brexitaftalen tilbage i december.
Afstemningen blev dog udskudt, da May måtte indse, at den stod til at blive stemt ned.

Den britiske premierminister advarede i en klumme søndag om alvorlige konsekvenser, hvis den brexitaftale, hun har forhandlet sig frem til med EU, ikke bliver godkendt i parlamentets underhus.

I den britiske avis Daily Mails søndagsudgave skrev May, at både tilhængere og modstandere af brexit risikerer at skade demokratiet, hvis de går imod hendes plan. 

Der er tre hovedscenarier for brexitprocessen: en vedtagelse af den foreliggende brexitaftale, en forkastelse af den, hvilket vil medføre et såkaldt hårdt brexit uden en aftale eller en ny folkeafstemning om brexit.

Ved afstemningen i juni 2016 stemte 52 procent for brexit, mens 48 procent stemte for fortsat medlemskab af EU. 

En af Mays forgængere i Downing Street 10 - Tony Blair - har opfordret til en ny folkeafstemning om EU, da der i parlamentet ikke er flertal for hverken den ene eller den anden brexit-løsning.

"Situationen i parlamentet er fastlåst. Det kan ikke træffe en beslutning, og derfor må vi gå tilbage til den britiske befolkning og spørge igen," sagde den tidligere regeringschef til Radio 4 op til jul.

I en reaktion på skarpe kommentarer fra May, der er stærkt imod en ny folkeafstemning, afviste Blair, der er fra arbejderpartiet Labour, at en ny folkeafstemning skulle være udemokratisk.

"Det er langt fra udemokratisk. Det ville være det modsatte, og der er også mange højtstående medlemmer af hendes eget konservative parti, som har sagt det samme," sagde Blair.

I Labour er der dog også mange fremtrædende medlemmer, som er dybt bekymrede ved tanken om endnu en folkeafstemning.

/ritzau/AFP 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også