Vestager giver milliardbøde til Google

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har givet Google en bøde på 1,49 mia. euro for at bryde konkurrencereglerne med sit annonceværktøj Adsense.
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. | Foto: ritzau/Scanpix/Olivier Matthys
EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager. | Foto: ritzau/Scanpix/Olivier Matthys

BRUXELLES

Som ventet har Google fået endnu en bøde af EU-Kommissionen for brud på konkurrencereglerne. Det er den tredje bøde, EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har delt ud til Google, og denne gang handler sagen om selskabets annonceværktøj, Adsense.

Det skriver kommissionen i en pressemeddelelse.

Bøden lyder på 1,49 mia. euro (11,1 mia. kr.), fordi Google har lagt en række restriktioner på de virksomheder, som har benyttet Adsense, så de ikke også kunne bruge andre annonceudbydere på deres hjemmesider.

"Overtrædelsen har fundet sted over de seneste 10 år og har nægtet andre virksomheder muligheden for at konkurrere på deres fordele og på innovation - og nægtet forbrugerne fordelene ved konkurrence," siger Margrethe Vestager i pressemeddelelsen.

Problemet har været, at hjemmesider ofte bruger Googles søgemaskine på deres egen hjemmeside. Hvis man søger i et avisarkiv, vil nogle medier eksempelvis bruge Google til at få resultater frem.

Typisk vil de resultater både vise søgeresultater og annoncer, men konkurrenter som Microsoft og Yahoo har været nægtet adgang til at kunne sælge annoncer til disse søgeresultater, og det er et brud på konkurrencereglerne, vurderer kommissionen.

Google har tidligere fået to bøder på henholdsvis 2.42 mia. euro og 4.34 mia. euro for at have misbrugt sin dominerende markedsposition på henholdsvis området for onlineshopping og for styresystemet Android.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også