DSV-topchef glæder sig over udsigten til et frihandelsorienteret EU-parlament

Alt tyder på, at de frihandelsglade grupper i EU-parlamentet får et flertal efter denne uges valg. Det glæder Jens Bjørn Andersen, topchef i transportgiganten DSV.
Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV, glæder sig over udsigten til, at de frihandelsorienterede grupper i EU-parlamentet ser ud til at få et flertal efter denne uges valg. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Jacob Gronholt-Pedersen
Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV, glæder sig over udsigten til, at de frihandelsorienterede grupper i EU-parlamentet ser ud til at få et flertal efter denne uges valg. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Jacob Gronholt-Pedersen
AF PETER SØNDERGAARD & METTE MANDRUP

KØBENHAVN/BRUXELLES

Selvom yderfløjene står til at gå frem efter denne uges valg til Europa-Parlamentet, tyder alt på, at de tre mest frihandelsorienterede grupper i Bruxelles står til at få et flertal de næste fem år.

"Det lyder dejligt. Der er ikke noget alternativ til frihandel," siger Jens Bjørn Andersen, topchef i DSV, til PolicyWatch.

Han husker tydeligt, at "en lastbil til Sverige havde to kilo toldpapirer med," når varer skulle fragtes frem og tilbage før 1993.

Reaktionen kommer på baggrund af en større kortlægning af, hvordan valgene står til at falde ud i de 28 EU-lande, der fra torsdag til søndag i denne uge går til valg.

Kortlægningen, som er lavet af tænketanken VoteWatch viser, at de tre midtergruper med socialdemokratiske S&D, konservative EPP og liberale ALDE står til at få omkring 60 pct. af pladserne i parlamentet.

De seneste mange måneder har der ellers fra erhvervslivets side været en bekymring for, at de europæiske yderfløje vil vinde så meget frem, at de kan blokere for aftaler i parlamentet – herunder frihandelsaftaler.

Den bekymring har også ramt Jens Bjørn Andersen, fortæller han:

"Det har da været en bekymring i det hele taget for øget populisme og mindre langsigtet tænkning i både Danmark og Europa," siger DSV-topchefen.

Tænketank spår flertal

Davide Ferrari, der er analytiker hos VoteWatch forklarer til PolicyWatch, at de seneste meningsmålinger peger på, at der også efter valget vil være et stabilt flertal i Europa-Parlamentet for at indgå handelsaftaler.

"Dette flertal vil bestå af de politiske grupper, som har bakket mest op om det indtil nu. Det vil sige det konservative EPP, det højreorienterede ECR og liberale ALDE generelt set, men også dele af den socialdemokratiske og socialistiske S&D-gruppe," fortæller han.

Anders Ladefoged, underdirektør i Dansk Industri, holder øje med EU-meningsmålingerne med lup i disse dage, og han glæder sig over, at de tre midtergrupper ser ud til at kunne skabe et flertal efter valgene.

"Vi kigger først og fremmest på, om der er et operationelt flertal blandt de midterpartier, der hidtil har stået for at få vedtaget sådan noget som handelsaftaler. Det gælder især i forhold til S&D, EPP og ALDE," siger Anders Ladefoged.

"Det tegner til i meningsmålingerne, at de tre partigrupper til sammen kan mobilisere et flertal. Det betyder selvfølgelig ikke, at andre partier er irrelevante, men det er vigtigt, at man kan lægge til grund, at den linje, EU har haft på handelsområdet de seneste år, kan blive videreført," fortsætter underdirektøren.

"En supergod udvikling"

I dag har EPP og S&D et flertal i parlamentet, men fremover skal de to store grupper formentlig også bruge liberale ALDE for at kunne opnå et flertal.

Et af medlemmerne i ALDE er Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard. Han glæder sig over, at de tre frihandelsorienterede grupper står til at få et flertal efter på søndag.

"Forudsat at det går, som der bliver spået, så er det en supergod udvikling. Jeg tilhører den del af menneskeracen, der mener, at den højrepopulistiske bekymring måske har været en lille smule overdrevet. Det ser ud til, at de helt rabiate får 100 eller på den værste dag 150 mandater," siger Morten Løkkegaard og fortsætter:

"Det er stadig 100 for mange, men det er ikke i nærheden af at kunne mobilisere noget som helst i parlamentet. Så jeg tror, at der vil være et sted mellem 400 og 500 mennesker i parlamentet, som under en eller anden form vil gå videre med dagsordenen om, hvordan vi får styrket vores frihandel. Det er rigtigt beroligende."

DF's gruppe er splittet på frihandel

Et af de partier, der er med i en gruppe på højrefløjen er Dansk Folkeparti. Her påpeger spidskandidat Peter Kofod, at han er stor fortaler for frihandel, men at det ikke gælder for alle i gruppen.

"Jeg ser gerne, at vi får flere frihandelsaftaler. Jeg synes for eksempel, at det er et kæmpe problem, at vi ikke har en frihandelsaftale med USA."

Men hvad med jeres nye gruppe – hvordan er holdningen til frihandel der?

"Der vil givetvis være forskellige synspunkter, men det vil der være i mange grupper. Jeg har altid været for frihandel, og det er selvfølgelig også den tilgang, vi har i Europaparlamentet."

Så vil du presse på for, at resten i jeres gruppe vil stemme for eventuelle nye frihandelsaftaler?

"Ja, i meget høj grad," siger Peter Kofod.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også