Kvinden øverst i EU flygtede fra voldsgruppe og fik dæknavn
Ursula von der Leyen, som tirsdag formelt blev godkendt til posten som formand for EU-Kommissionen, kunne på forhånd ligne et perfekt match.
Hun blev født i EU-hovedbyen Bruxelles, taler i tillæg til det i dag dominerende EU-sprog engelsk også flydende fransk og forbinder dermed kernelandene Frankrig og Tyskland, der traditionelt har dirigeret EU.
Hun tilhører den største politiske EU-gruppe, som samler konservative og kristendemokrater, har knap 15 års ministererfaring - og som kvinde har hun været en joker i et mandsdomineret EU.
Men historien om Ursula von der Leyen har også en anden side, der kunne tage udgangspunkt i, at hun i hjemlandet skraber bunden i målinger over ministres popularitet.
Den 60-årige politiker har - som det er normalt - mødt modstand i hjemlandet for politiske beslutninger.
Den lave popularitet hænger dog formentlig også sammen med sager om usædvanligt høje udgifter i forbindelse med udbud i forsvaret, nepotisme og historier om et forsvar med massive problemer med materiellet.
Hun blev for ti år siden kendt som "Zensursula" i hjemlandet, da hun i et initiativ til bekæmpelse af børneporno ville have politiet til at samarbejde med internetudbydere. Det ville ifølge kritikere medføre for stram censur.
1. november bliver von der Leyen som 61-årig den første kvinde i formandsstolen.
Ursula von der Leyen er vant til at skrive historie. Da hun blev forsvarsminister i Tyskland i 2013, blev hun også den første kvinde i embedet.
Som ung måtte von der Leyen flygte fra den væbnede gruppe Baader-Meinhof i Tyskland, har hun fortalt i et interview med Die Zeit.
Hun tog dæknavn og flyttede til London efter at være blevet advaret af politiet.
Faren Ernst Albrecht var ministerpræsident i delstaten Niedersachsen og fra det konservative parti CDU. Som CDU-leder var han fjende for kommunisterne i Baader-Meinhof.
Ursula von der Leyen er blevet kritiseret for en privilegeret opvækst og aristokratisk fremtoning. Tilhængere beskriver hende som kompetent, engageret og ikke bleg for at tage opgør.
Foruden Tyskland, Belgien og Storbritannien har hun boet i USA. En overgang var hun hjemmegående husmor, mens hendes mand, medicinprofessor Heiko von der Leyen, var ansat på Stanford University.
Sammen har de syv børn. Hun arbejdede som læge, inden hun valgte en politisk karriere.
Ursula von der Leyen har været minister i forbundskansler Angela Merkels regeringer siden 2005, da hun blev familieminister. Siden har hun været arbejdsminister, socialminister og forsvarsminister.
Hun blev engang nævnt som en af flere, der kunne afløse Angela Merkel, som sidste år gik af som formand hos CDU. Partiet valgte siden Annegret Kramp-Karrenbauer som ny formand.
Von der Leyen har som minister vist sig at have politisk instinkt. Hun vandt folkelig støtte på at foreslå gratis dagpleje og økonomisk støtte til hjemmegående forældre.
Hun har kæmpet for kvinders rettigheder og opfattes af nogle som en kontroversiel figur i partiet CDU. Eksempelvis har det vakt opsigt internt i det konservative parti, når hun har argumenteret for kvindekvoter i erhvervslivets bestyrelser.
Fokus på ligestilling har også stået centralt i hendes bestræbelser på at overbevise EU-Parlamentet om at godkende hende som formand for kommissionen.
I biografien "Kanzlerin der Reserve" (Reservekansleren) beskriver forfatterne hende som værende "grådig efter overskrifter".
Hun er også blevet kaldt en visionær reformator, som ikke er bange for at tage opgør med det eksisterende politiske system.
Ursula von der Leyens vej til toppost i EU
