Christine Lagarde vil gøre ECB grønnere

Hvis Christine Lagarde bliver ny chef for ECB, vil hun rykke klima højt på dagsordenen. Det skal blandt andet ske ved at kigge på grønne obligationer.
Den formentlig kommende centralbankchef var på besøg i Europa-Parlamentet onsdag. | Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix
Den formentlig kommende centralbankchef var på besøg i Europa-Parlamentet onsdag. | Foto: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Alle EU's institutioner bør have klimaforandringer som en del af sit arbejde, mener Christine Lagarde, der er kandidat til at afløse Mario Draghi som centralbankchef i ECB.

"Alle instituationer er nødt til at have risiciene ved klimaforandringer og beskyttelse af miljøet i kernen af deres mission," sagde hun under en høring i Europa-Parlamentets økonomiudvalg onsdag.

Hvordan hun vil gribe det an, var hun knap så konkret omkring. Hun nævnte investering i grønne obligationer som en mulighed, men anerkendte også, at det ikke var muligt at investere ECB's 2,6 billioner euro store portefølje udelukkende i grønne obligationer.

Dernæst ser hun også et problem i, at der er mange forskellige definitioner på, hvad en grøn investering er, og hun opfordrede til, at man fra politisk hold får definitionerne på plads.

Christine Lagarde kommer fra en stilling som direktør i den Internationale Valutafond, og under hendes lederskab besluttede fonden at gøre klimaforandringer til en såkaldt kritisk makrorisiko, hvilket betyder, at det bliver taget med i økonomernes beregninger i de rapporter og anbefalinger, fonden udsender.

Samme strategi vil hun bruge i ECB, fortalte hun og sagde, at man altid begynder med sig selv. Eksempelvis har ECB sin egen pensionsfond, og den kan "beslutte sig for, hvor den vil investere," sagde hun.

Lav inflation

Klimaproblemerne er dog ikke de eneste skyer, Christine Lagarde ser på den økonomiske himmel i fremtiden. På kort sigt ser væksten ud til at bremse op i eurozonen, og inflationen har haft svært ved at komme op på de 2 pct., som er målet.

Som kandidat ville Lagarde ikke gå konkret ind i, hvad hun ville gøre ved det, men hun mener, at "det er nødvendigt med en fleksibel policy-tilgang i en længere periode for at bringe inflationen tilbage til 'under, men tæt på 2 pct.," sagde hun.

Desuden pegede Christine Lagarde på, at teknologiske forandringer og et opbrud i den internationale verdensorden også kan vise sig at blive et problem for eurozonen.

"Her ser jeg det som afgørende, at pengepolitikken er fremadskuende og overvejer den bredere kontekst, prisstabilitet opnås i," sagde hun.

Europa-Parlamentet har ikke nogen formel kompetence til at blokere Christine Lagarde, men det kan gøre det sværere for EU's stats- og regeringschefer at godkende hende, hvis et flertal i parlamentet er imod hende.

Såfremt parlamentet giver hende grønt lys, og ECB's styrelsesråd også melder positivt tilbage, forventes stats- og regeringscheferne at godkende hende på et topmøde i oktober, så hun kan overtage efter Mario Draghi den 1. november.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også