EU vil fylde brexit-huller med penge til naturkatastrofer

Milliarder fra en naturkatastrofefond kan gå til virksomheder, der rammes af brexit, foreslår EU-Kommissionen.
Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Henry Nicholls/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

De EU-lande, der rammes hårdest af Storbritanniens ventede skilsmisse med EU, hvis denne sker uden en aftale, skal kunne hente støtte fra EU.

Og langt hovedparten af pengene skal findes i en solidaritetsfond, hvis mål er at udbedre skader forvoldt af naturkatastrofer i et medlemsland.

Det fremgår af det sjette af EU-Kommissionens planlagte initiativer til forberedelse af et papirløst brexit.

EU vil frigøre 600 mio. euro fra solidaritetsfonden. Dertil kommer yderligere 180 mio. euro fra en globaliseringsfond. Det samlede beløb er altså 780 mio. euro. Det svarer til 5,8 mia. kr.

Pengene skal "stå til rådighed for de virksomheder, arbejdstagere og medlemsstater, der rammes hårdest som følge af brexit uden en aftale".

Forslaget skal godkendes af både Europa-Parlamentet og EU-landene, før det kan blive aktuelt.

Irland ventes at blive langt hårdest ramt af et brexit uden en aftale.

Danmark vil sammen med en håndfuld andre lande også mærke betydelige følger på grund af tætte handelsbånd til briterne.

Risikoen for et papirløst brexit synes øget, efter at Boris Johnson i sommer overtog posten som britisk premierminister.

Han har slået fast, at han meget gerne ser en aftale med EU. Men det kræver, at EU-landene sløjer en for ham uacceptabel del af udtrædelsesaftalen, som forgængeren Theresa May godkendte i november 2018. Det har EU afvist.

Ellers er Johnson helt parat til at forlade EU uden en aftale 31. oktober, som er den aktuelle exit-dato, hvis ikke parterne beslutter andet inden. Om Johnson formår at holde den linje, afhænger af opbakning i parlamentet.

I EU-Kommissionens pakke til forberedelse af et papirløst brexit er også en detaljeret tjekliste til virksomheder, der handler med briterne. Det er en hjælp til at afbøde handelsforstyrrelser.

Kommissionen foreslår desuden at videreføre beredskabsplaner fra 2019 i fiskerisektoren. Man foreslår også, at briterne deltager i EU's budget for 2020.

Det betyder, at Storbritannien fortsat kan modtage penge fra EU-programmer i 2020, hvis kongeriget ønsker det - med tilhørende forpligtelser.

Beskæftigelsesministeren rækker hånden ud til tidligere Danish Crown ansatte

FN: Briter taber over 100 milliarder kroner på brexit uden aftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også