OVERBLIK: Tyskland afsætter mindst 750 milliarder til klimaet

Tyskland vil investere mindst 100 milliarder euro - cirka 750 milliarder kroner - på klimatiltag, der skal nedbringe udledningen af drivhusgasser frem mod 2030.
Sådan lyder det i en opsummering af en aftale indgået af den tyske koalitionsregering.
Det skriver flere internationale medier.
Her er et udpluk af centrale punkter i aftalen:
* Incitamenter for at købe elektriske biler skal øges. Det skal blandt andet ske ved at beskatte biler efter, hvor meget CO2 de udleder.
* Målet er, at der i 2030 skal være mindst ti millioner elbiler indregistreret i Tyskland.
* Vejafgifterne vil blive sat op for lastbiler fra 2023.
* Prisen på benzin og diesel skal stige med tre cent i 2021 og yderligere med ti cent inden 2026. Pendlere vil blive kompenseret gennem skattefradrag.
* Priser på flybilletter skal stige gennem øgede afgifter, mens priser på togbilletter skal reduceres. Der vil blive investeret omkring 86 milliarder euro til det tyske jernbanenet frem mod 2030.
* Samtidig skal der investeres i forskning, der skal finde nye måder at anspore folk til at anvende kollektiv trafik.
* Transportsektoren og industrien skal afskrækkes fra at bruge fossile brændstoffer. Det skal ske gennem et nyt system for handel med CO2-kvoter.
* Systemet skal anspore virksomheder og forbrugere til at bruge grønne energiformer.
* Derigennem vil prisen for CO2-udledning stige. Fra 2021 vil prisen på udledning af et ton CO2 være ti euro. Prisen vil stige til 35 euro i 2025.
* Fra 2026 skal det være forbudt at installere oliefyr. Samtidig vil staten betale 40 procent af udgiften for boligejere, der ønsker mere klimavenlige alternativer til opvarmning.
* Tyskland vil investere i både vind- og solenergi. Det skal ske gennem øget støtte til blandt andet solenergisystemer, der er udbredt i det sydlige Tyskland, samt udvidelse af havvindmølleparker i Nordsøen og Østersøen.
* Målet er, at grøn energi skal stå for 65 procent af det samlede tyske elforbrug i 2030. Samtidig skal al atomkraft være udfaset i 2022, mens kulkraft skal være udfaset senest i 2038.