EU-regeringer enes om beskyttelse af whistleblowere

EU-landene får to år til at føre nye krav til whistleblower-ordninger ud i livet.
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU's 28 regeringer har på et ministermøde mandag vedtaget en række regler for beskyttelse af såkaldte whistleblowere.

Fremover skal det være muligt for borgere i alle EU-lande at kunne melde ulovligheder anonymt og sikkert til både sin egen arbejdsgiver eller landets myndigheder.

Fra Danmark har justitsminister Nick Hækkerup (S) nikket ja til reglerne.

"Vi skal skabe en beskyttelse mod at blive fyret eller straffet for at træde frem og sige, at der foregår noget ulovligt her," siger han.

"Hvordan det konkret skal sættes sammen i Danmark, skal vi forhandle med arbejdsmarkedets parter om."

De 28 regeringer skulle tage stilling til reglerne, efter både EU-Kommissionen og EU-Parlamentet har givet dem grønt lys. Derfor skal reglerne nu indføres i de 28 forskellige lande inden for to år.

Blandt andet indføres et krav om, at virksomheder med over 50 ansatte skal have interne kanaler, hvor de ansatte kan tippe ledelse om eventuelle ulovligheder.

Det samme kommer til at gælde for kommuner med over 10.000 indbyggere. Dermed går kun Ærø, Samsø, Fanø og Læsø Kommune fri i Danmark.

Et andet krav bliver, at det skal være muligt at gå til myndighederne, hvis ikke man ønsker at aflevere sit tip internt.

Man kan få beskyttelse som whistleblower, hvis man kommer i besiddelse om oplysninger i forbindelse med ens arbejde. Det kan både være aktionærer i virksomheder eller ansatte, frivillige eller praktikanter på både private og offentlige arbejdspladser.

Også familie og kolleger, der bistår en whistleblower, kan blive omfattet af den lovmæssige beskyttelse mod repressalier rettet mod en whistleblower.

EU vedtager lov om beskyttelse af whistleblowere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også