EU-begejstringen holder stand i Danmark op til brexit

Det er stadig omtrent syv ud af ti vælgere, der synes, at Danmark skal blive i EU, viser rundspørge.
Foto: POOL/REUTERS / X80003
Foto: POOL/REUTERS / X80003
AF RITZAU

Godt tre et halvt år er der gået med brexit, og fredag sagde Storbritannien farvel til EU.

Herhjemme er opbakningen til medlemskabet af Den Europæiske Union i dag lige så høj, som den var efter briternes folkeafstemning i juni 2016.

70,7 procent ønsker ikke at se Danmark arbejde hen mod et farvel til EU i det næste årti. Det viser en meningsmåling, Voxmeter har foretaget for Ritzau i ugen op til brexit-dagen, fredag.

Kun 17,6 procent af de 1009 adspurgte svarer, at de gerne vil have Danmark til at gøre som briterne og sige "au revoir" til Bruxelles og det europæiske fællesskab. 11,8 procent svarer "ved ikke".

Dermed er EU-begejstringen stort set på samme niveau som i ugen efter brexit-afstemningen i 2016. Her blev danskerne i en Voxmeter-måling spurgt, om de mente, at Danmark skulle blive i EU, når briterne forlader unionen.

Her svarede 69,0 procent af danskerne, at de syntes, Danmark skulle blive i EU, mens 18,2 procent støttede et farvel.

Professor på Center for Europæisk Politik ved Københavns Universitet Marlene Wind peger på, at danskerne generelt er godt tilfredse med EU.

"Der er ret mange målinger, der viser en fin tilslutning, og det har været - det viser forskningen i hvert fald - en klar effekt af brexit-kaosset." 

"Danskerne er ikke blevet jubel-europæere, men der er en pragmatisk tilgang til tingene, hvor man tænker, at vi må hellere blive, hvor vi er. Men der er heller ikke noget, der tyder på, at man ønsker at komme af med forbeholdene," siger hun.

Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab på Københavns Universitet, mener, at den nye måling viser, at danskerne samlet støtter op om medlemskabet af EU.

"Det er en opbakning, som vi har set være en smule stigende gennem hele denne her diskussion om brexit, siger han, men tilføjer, at der er en gruppe, der ønsker at træde ud af EU."

"Det er jo en gruppe, som er langt mere skeptiske i forhold til det europæiske. Så der er bestemt også en stærk gruppe blandt danskerne som er mere skeptiske i forhold til det europæiske projekt."

Han påpeger, at der stadig er flere usikkerheder om de fremtidige følger af brexit.

"Som dansker og som borger har man med god grund været meget afventende i forhold til at være afklaret på, hvilken vej Danmark skal følge," siger Kasper Møller Hansen.

Hård brexit-bagkant skaber usikkerhed

Tidligere ministre: Brexit kræver nye toner fra S-regering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også