EU vil samle data om coronavirus i arbejdet for vaccine

Ny platform skal samle information og forskning om virus. Det skal styrke arbejdet for vaccine, siger EU-chef.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lancerer ny dataplatform som skal dele forskningsdata om coronavirus. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, lancerer ny dataplatform som skal dele forskningsdata om coronavirus. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Der er brug for den rette data, information og forskning for at kunne udvikle en vaccine mod Covid-19, som er den sygdom, coronavirus kan forårsage.

Og en vaccine er afgørende i kampen mod virusset, mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

Derfor lancerer EU-Kommissionen en ny dataplatform, som skal muliggøre hurtig indsamling og deling af tilgængelig forskningsdata om coronavirus.

Det siger von der Leyen i en videobesked.

"Coronavirus-pandemien konfronterer os med mange ny udfordringer. For at besejre dette virus har vi brug for en vaccine, bedre behandlingsmetoder og test i stor skala. Til det har vi brug for forskning. Forskere over hele verden har allerede produceret et væld af viden om coronavirus. Men ingen forskere, laboratorier eller lande kan finde løsningen alene. Derfor vil vi hjælpe forskere med at få adgang til data og dele dem med andre," siger hun.

Platformen kaldes Covid-19 Data-Platform. Her kan forskere uploade, få adgang til og analysere Covid-19 relaterede data og specialdatasæt.

Det er blandt andet datasæt såsom dna-sekvenser, proteinstrukturer, data fra præklinisk forskning - lægemidler som testes på andre skabninger end mennesker - og kliniske forsøg.

Formålet er at gøre arbejdet med at udvikle en vaccine lettere.

"Inden for et par dage forventer vi, at tusinder at dna-sekvenser vil blive uploadet og titusinder af forskningsartikler. Jeg inviterer alle forskere til at tage imod vores tilbud og blive medlem af EU's dataplatform," siger von der Leyen.

EU støtter på flere måder arbejdet for at udvikle en vaccine. Der er planlagt en onlinekonference 4. maj for at samle penge ind til udviklingen af en coronavaccine.

Den bliver afholdt i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen WHO. 

WHO anslog i marts, at det vil tage op mod 18 måneder at udvikle en coronavaccine, som vil kunne bruges globalt.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også