Brexit-dag nærmer sig: Analytiker tegner mørkt billede for landbruget

Mens forhandlerne skruer op for tempoet i forhandlingerne om en handelsaftale mellem EU og Storbritannien, forbereder landbruget sig på en fremtid uden en aftale. Ifølge analytikere vil både europæisk og britisk landbrug potentielt blive ramt hårdt.
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Tolga Akmen/AFP/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Forhandlingerne mellem EU og Storbritannien om en handelsaftale har bevæget sig fremad i sneglefart over de seneste måneder, og i mandags blev EU's ledere enige med briternes premierminister Boris Johnson om at øge tempoet i forhandlingerne.

Imens forhandlerne arbejder på at få en handelsaftale på plads, er landbruget i EU i fuld gang med at forberede sig på, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis det ikke lykkes at få en aftale på plads.

På en konference, som landbrugsorganisationen COPA-COGECA afholdt onsdag, gav to analytikere deres bud på, hvad et brexit uden en handelsaftale vil betyde for landbruget i både EU og Storbritannien.

"Storbritannien er et stort madmarked. Det er af samme størrelse som Frankrig, lidt mindre end Tyskland, men betydeligt større end Italien og Spanien. Hvis du ser på værdien af landbrugssektorens produktion, er det i virkeligheden en ret lille sektor i Storbritannien," sagde Harry Smit, der er analytiker i Rabobank, på konferencen.

Det betyder, at briterne i høj grad har brug for at importere fødevarer for at dække deres behov.

"Derfor er det britiske marked en betydelig køber, og derfor et meget vigtigt salgsmarked for europæiske landmænd," forklarede han.

Oksekød bliver dyrt

Hvis det ikke lykkes at indgå en handelsaftale, vil Storbritannien og EU fremover handle med hinanden på såkaldte WTO-vilkår. Det betyder, at der vil blive lagt told på langt de fleste varer, som EU eksporterer til Storbritannien.

Harry Smit deler det op i forhold til, hvor store toldsatserne ser ud til at blive. Den ene kategori er de produkter, som vil få en så høj toldsats, at det ikke længere vil kunne betale sig at sælge dem på det britiske marked.

"Toldsatserne er prohibitivt høje for mælkeprodukter, oksekød og sukker. Handel med det ville blive problematisk," sagde Harry Smit.

For svinekød, kylling, æg og visse former for frugt og grønt står priserne til at stige med 10-30 pct.

"Det er ikke prohibitive toldsatser, men stigninger på 10 til 30 pct. vil gøre tingene meget dyrere, og hvis der er billigere alternativer, vil de klare sig bedre," forklarede analytikeren.

Og netop de billigere alternativer kan vise sig at blive et problem for EU's landmænd. For når Storbritannien fastsætter sine toldsatser for de lande, briterne ikke har en handelsaftale med, skal de være ens for alle.

Det vil sige, at EU's landmænd så skal til at konkurrere med landmænd fra USA, Canada, Brasilien og mange andre steder.

Adgang fra Østeuropa

For de britiske landmænd hersker der stor usikkerhed om, hvordan fremtiden bliver, siger Sarah Baker, der er analytiker hos the Agriculture and Horticulture Development Board (AHDB), en organisation der repræsenterer landmænd og andre fødevareproducenter i Storbritannien.

Det skyldes ikke blot udsigten til toldsatser på import og eksport til Storbritannien på den anden side af nytår, når briterne ikke længere hører ind under EU's regler.

"Der er også andre faktorer i spil (...). Adgangen til arbejdere og omkostningerne til dem, samt landbrugspolitikken internt i landet," sagde hun.

Det står endnu ikke klart, hvilken form landbrugsstøtten kommer til at tage i Storbritannien fremover, men det ser ud til, at den direkte støtte vil blive afviklet fra 2028.

Derudover ved man endnu ikke, om det bliver muligt for britiske landmænd at hyre medarbejdere fra eksempelvis Østeuropa til at hjælpe sig på deres landbrug.

Forhandlingerne fortsætter henover sommeren, og EU's chefforhandler, Michel Barnier, har sagt, at de senest skal være afsluttet til oktober.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også