Underhuset godkender ændring af omstridt brexit-forslag

Et forslag om, at parlamentet skal godkende mulige brud på skilsmisseaftalen med EU, er blevet godkendt.
Fem tidligere britiske premierministre har kritiseret Boris Johnsons ændringsforslag til et lovforslag, der tilsidesætter dele af Storbritanniens skilsmisseaftale med EU. - Foto: Uk Parliament/Jessica Taylor/Reuters | Foto: UK Parliament/Jessica Taylor/VIA REUTERS / X80001
Fem tidligere britiske premierministre har kritiseret Boris Johnsons ændringsforslag til et lovforslag, der tilsidesætter dele af Storbritanniens skilsmisseaftale med EU. - Foto: Uk Parliament/Jessica Taylor/Reuters | Foto: UK Parliament/Jessica Taylor/VIA REUTERS / X80001
AF RITZAU

Underhuset i London har tirsdag aften godkendt en ændring af et omstridt lovforslag, der tilsidesætter dele af briternes skilsmisseaftale med EU.

Et lovforslag, der har mødt voldsom modstand i Bruxelles, Belfast og Dublin.

Premierminister Boris Johnson fik tirsdag aften opbakning, efter at han havde indgået kompromiser med skeptiske lovgivere i sit konservative parti.

Ændringsforslaget kræver, at parlamentet godkender eventuelle brud på skilsmisseaftalen med EU.

Det var dette ændringsforslag, der var til behandling tirsdag.

Efter at Underhuset havde godkendt ændringsforslaget uden en formel afstemning, varslede regeringen, at en mere detaljeret gennemgang fortsætter onsdag.

En afstemning om selve lovforslaget ventes mandag eller tirsdag i næste uge, hvorefter det skal igennem Overhuset, før det kan blive endeligt vedtaget.

Johnson ønsker at oprette et "sikkerhedsnet", der giver ham magt til at forhindre, at Nordirland har et andet toldsystem end Storbritannien efter brexit.

Men EU-ledere har afvist dette som "spin" og advaret Johnson om, at han skal overholde de forpligtelser, som han selv har indgået i brexit-aftalen fra sidste år.

Den britiske regering har indrømmet, at lovforslaget er i strid med international lov, men kalder det en form for forsikring, hvis Storbritannien forlader EU uden en aftale.

I brexit-aftalen er der et afsnit, der sikrer en åben grænse mellem Nordirland og Irland for at bevare fredsaftalen for Nordirland.

Når Storbritannien forlader EU, bliver denne grænse den eneste grænse mellem Storbritannien og EU.

I aftalen ønsker EU at sikre sig, at grænsen mellem Nordirland og Irland ikke bruges som en bagdør til at kanalisere ikke-tolddeklarerede produkter ind i EU fra resten af Storbritannien.

Fem tidligere britiske premierministre har kritiseret udspillet fra den nuværende regeringschef.

Theresa May, David Cameron og John Major, der som Johnson er konservative, har taget afstand fra Johnsons kritik af aftalen med EU. Det samme gælder de to tidligere Labour-premierministre Tony Blair og Gordon Brown.

/ritzau/dpa

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også