EU-lande er enige om syvårsbudget efter strid om værdier

Alle 27 EU-lande har sagt god for budgetaftale, og genopbygningen af økonomier efter krisen er sat på skinner.
Foto: Olivier Matthys/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Olivier Matthys/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

EU's medlemslande er torsdag aften blevet enige om det næste syvårsbudget, efter at flere lande havde blokeret processen på grund af utilfredshed over betingelser for udbetalinger.

Onsdag lykkedes det Tyskland, der har formandskabet i EU, at indgå et kompromis med de to blokerende lande, Ungarn og Polen.

Den tekst har dannet grundlag for en dialog torsdag mellem stats- og regeringscheferne på et topmøde i Bruxelles.

"Nu kan vi begynde med implementeringen og genopbygningen af vores økonomier," skriver EU-præsident Charles Michel på Twitter.

Aftalen om en stor genopretningsfond, der er del af budgettet, vil ifølge Michel skubbe EU i retning af en grøn og digital omstilling.

Samlet er summen på 13.580 milliarder kroner. Det er et svimlende beløb sammenlignet med tidligere budgetrammer. Den nuværende blev aftalt, mens Helle Thorning-Schmidt var statsminister i 2013.

Størrelsen skyldes, at budgettet indeholder en genopretningsfond efter coronakrisen på 750 milliarder euro, eller 5580 milliarder kroner. Det er penge, som EU låner på vegne af medlemslandene. Fælles gæld.

Der mangler fortsat forskellige procedurer i medlemslandene og i EU-Parlamentet, før hele budgetaftalen kan falde endeligt på plads. Det var især Ungarn, som havde sat en fod i døren, så en aftale ikke kunne lukkes.

Årsagen var en ordning i budgettet, så udbetalinger betinges af, at EU-værdier og retsstatsprincipper efterleves. Men landet opgav den modstand.

Det er sket, efter at de øvrige lande har luftet tanker om at lave en aftale om genopretningsfonden uden Polen og Ungarn. Altså med blot 25 lande. Især Polen stod til at få vældigt mange milliarder fra fonden.

Desuden har det været en risiko for, at de to lande ville gå betydeligt ned i bidrag fra EU-kassen, hvis EU måtte overgå til en nødprocedure fra efter nytår, hvis en budgetramme for perioden 2021 til 2027 ikke lå klar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også