Pfizer vil igen levere vaccinedoser som lovet fra 25. januar

Selskaberne oplyste tidligere fredag, at der ville komme færre vaccinedoser i de næste uger. Men det er kun i den næste uge, at leverancerne vil være mindre, lyder det.
Fra 25. januar er selskaberne igen klar til at levere det antal doser af coronavaccinen, som man tidligere har lovet. | Foto: Bryan R. Smith/AFP / AFP
Fra 25. januar er selskaberne igen klar til at levere det antal doser af coronavaccinen, som man tidligere har lovet. | Foto: Bryan R. Smith/AFP / AFP
af ritzau

Pfizer og Biontech er fra uge fire - 25. januar - igen klar til at levere det antal doser af selskabernes fælles coronavaccine, som man tidligere har lovet.

Det oplyser Biontech i en pressemeddelelse.

Udmeldingen kommer, efter at selskaberne tidligere fredag oplyste, at der ville komme færre vaccinedoser i de næste uger.

Men nu er det altså kun i den næste uge, at leverancerne vil være mindre.

Ifølge leveringsplanen fra Pfizer skulle Danmark i næste uge modtage 59.475 doser covid-19-vaccine. Hvor mange vacciner der nu vil blive leveret, har Pfizer endnu ikke bekræftet ifølge SSI.

Reduktionen skyldes, at fabrikken i Puurs, Belgien, skal opgraderes, så der kan produceres 2 milliarder doser om året mod før 1,3 milliarder.

"Vi kommer til at være tilbage til den originale plan for leverancer til EU fra ugen, der begynder 25. januar - med endnu større leverancer begyndende fra 15. februar, står der i meddelelsen."

Opgraderingen af fabrikken påvirker også andre EU-lande og nabolandet Norge.

Den norske sundhedsstyrelse, Folkehelseinstituttet (FHI), oplyste fredag, at Norge stod til at modtage lige knap 44.000 vaccinedoser i næste uge, men det falder til omkring 36.000.

Da oplysningen, om at leverancerne i den kommende tid ville blive reduceret, kom ud fredag, resulterede det i, at seks lande i Europa, herunder Danmark, sendte et brev til EU-Kommissionen.

I brevet har landene udtrykt "alvorlig bekymring" over forsinkelsen i leveringen af coronavacciner fra Pfizer og BioNTech.

Efterfølgende kunne EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, berolige landene med beskeden om, at Pfizer har garanteret, at selskabet vil levere de aftalte mængder vaccinedoser for første kvartal til EU i første kvartal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også