EU hæver loftet for statsstøtte under coronakrisen markant

Hvor loftet i EU tidligere var 22 millioner, kan nogle virksomheder nu få 74 millioner i støtte.
"[...] Vi er nødt til at sikre, at medlemslandene kan yde virksomheder den nødvendige støtte til at komme igennem det," siger Margrethe Vestager. | Foto: Francisco Seco/AFP / POOL
"[...] Vi er nødt til at sikre, at medlemslandene kan yde virksomheder den nødvendige støtte til at komme igennem det," siger Margrethe Vestager. | Foto: Francisco Seco/AFP / POOL
af ritzau

EU's konkurrencekommissær har torsdag annonceret, at loftet for statsstøtte under coronakrisen hæves yderligere for flere sektorer.

"Da udbruddet med coronavirus fortsætter længere, end vi alle havde håbet, så er vi nødt til at sikre, at landene kan yde virksomheder den nødvendige støtte til at komme igennem," siger Margrethe Vestager.

De gældende regler fra statsstøtte blev lempet i marts sidste år. Det skete, da det stod klart, at krisen havde et omfang, der ville kræve massiv hjælp til virksomheder og selvstændige over hele Europa.

Med den seneste justering af loftet, som Vestager varslede for nogle uger siden, kan regeringer give op til 74,4 millioner kroner i støtte til virksomheder, hvis omsætning er faldet med 30 procent eller derover.

Før var grænsen for disse virksomheder, der ikke kan dække deres tab, 22 millioner kroner.

Samtidig fordobles landenes mulighed give hjælp til landmænd og fiskere til mellem halvanden og to millioner danske kroner.

Andre sektorer kan få hjælp op til 13,4 millioner kroner. Tidligere var det loft knap 6 millioner kroner.

EU-Kommissionen har også forlænget den midlertidige ramme, der gør det muligt at sende milliarder i statsstøtte ud i samfundet. Den skulle være udløbet i sommer. Men den er nu forlænget til 31. december i år.

Den ventede melding bliver modtaget med begejstring hos Dansk Industri. Her har man længe efterlyst, at grænserne blev hævet. I en skriftlig udtalelse siger erhvervsorganisationen:

"Vi er overordentlig tilfredse med, at EU-Kommissionen rækker hånden ud til erhvervslivet i denne svære tid," siger politisk direktør Emil Fannikke Kiær.

Han siger, at det "uden tvivl vil gavne danske virksomheder", at loftet er hævet med syv millioner euro. Altså 52 millioner danske kroner.

Samtidig tilføjer Dansk Industri dog, at loftet stadig er en trussel for nogle virksomheder, som risikerer konkurs.

Vestager sagde på en briefing med danske journalister mandag i sidste uge, at EU-Kommissionen arbejdede med disse tiltag, og at man ville træffe en beslutning efter en lynhøring af medlemslandene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også