Löfven får mulighed for at danne ny regering

Efter at de borgerlige i Sverige mislykkedes, får socialdemokraterne nu chancen for at danne regering.
Foto: 10430 Christine Olsson/TT/TT NYHETSBYRÅN / TT NYHETSBYRÅN
Foto: 10430 Christine Olsson/TT/TT NYHETSBYRÅN / TT NYHETSBYRÅN
AF RITZAU

Sveriges fungerende statsminister, socialdemokraten Stefan Löfven, startede ugen med at gå af som statsminister. Torsdag har han fået til opgave at se, om han kan danne en ny regering.

Det oplyser Riksdagens formand, Andreas Norlén.

Det er Norlén, der står for at lede forhandlingerne om en ny regering. Tirsdag gav Norlén oppositionen en chance for at danne en regering.

Men oppositionens leder, Ulf Kristersson fra partiet Moderaterna, måtte efter samtaler med de andre partier i Sverige konstatere, at det ikke var muligt for ham at danne en regering.

Derfor går initiativet nu tilbage til Löfven.

Han gik af som statsminister i mandags, efter at hans regering havde tabt en tillidsafstemning i Riksdagen.

Det bragte Sverige tilbage i den situation, der efter valget i 2018 betød, at der gik fire måneder, før en regering kunne dannes.

Der er egentlig et flertal mellem de borgerlige partier i Sverige. Men Centerpartiet og Liberalerna ønskede efter valget ikke at samarbejde med Sverigedemokraterna. Dermed gik det flertal op i røg.

I stedet indgik Centerpartiet og Liberalerna en aftale med Socialdemokraterna og Löfven om en regering med ham i spidsen.

Venstrefløjspartiet Vänsterpartiet blev udeladt fra den aftale. Det til trods for, at der ikke er et flertal for Löfvens regering uden dets mandater.

Vänsterpartiet undlod dog at stemme regeringen ned før 21. juni i år.

Dermed er Riksdagens formand, Andreas Norlén, igen på jagt efter en regeringsleder.

Han har dog svoret, at det denne gang ikke går med forhandlinger i flere måneder. Der skal findes en hurtig løsning, ellers indstiller han til nyvalg.

Derfor får Löfven en frist til på mandag for at sondere, om han kan danne en ny regering, som ikke bliver stemt ned.

Er der en mulighed for det, skal Riksdagen måske allerede onsdag eller torsdag i næste uge stemme om en sådan regering, oplyser Norlén torsdag.

Borgerlige i Sverige opgiver at danne ny regering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også