EU opfordrer Storbritannien til at indgå Schweiz-aftale for at undgå konflikt

Striden fortsætter mellem Storbritannien og EU ovenpå brexit, og nu foreslår unionen, at briterne indgår samme aftale som Schweiz har haft i flere år for at undgå konflikt om kødeksporten.
Maros Sefcovic (til højre) er EU-kommissær og forhandler om vilkårene med Storbritannien. | Foto: Tolga Akmen/AFP / AFP
Maros Sefcovic (til højre) er EU-kommissær og forhandler om vilkårene med Storbritannien. | Foto: Tolga Akmen/AFP / AFP

Storbritannien bør acceptere en aftale, lig den Schweiz har med EU på landbrugsområdet, for at undgå en fremtidig "pølsekrig" på grund af strid om kødhandlen mellem Nordirland og Storbritannien.

Det er beskeden fra Bruxelles til London tirsdag, skriver Reuters.

Efterdønningerne af brexit lever stadig i bedste velgående, og den seneste tid er spændingerne mellem Storbritannien og EU taget til især på grund af uenighed om britisk eksport af kød til Nordirland.

Helt konkret er der tale om, at en overgangsaftale, som udløb 1. juli, men blev forlænget, i fremtiden vil medføre, at kun frosset kød må blive eksporteret fra det britiske fastland til Nordirland – og den irske halvø vel at mærke ikke må modtage kølet kød fra England.

Uenighed om kontrol

EU tillader normalt ikke import af kølet kød fra tredjelande. Derfor var et forbud mod denne en vigtig del af brexitaftalen, der skal gøre samhandel mellem Storbritannien og EU forholdsvis gnidningsfri.

Som tidligere beskrevet af DR, er EU ekstremt utilfreds med, at den britiske regering endnu ikke har implementeret flere vigtige dele af den brexit-aftale, der blev indgået for snart halvandet år siden.

EU er især bange for, at varer vil kunne "flyde" fra Nordirland ind i unionens frie marked uden at gennemgå de nødvendige kontroller.

Fra Buxelles lyder det nu, at man bør se mod Schweiz for at finde en løsning for de såkaldte "sanitære og plantesundhedsmæssige" (SPS)-kontroller af landbrugsvarer, kød og levende dyr.

Her har EU en pagt med landet om en harmonisering af reglerne på området, så parterne ikke behøver at foretage tjek overhovedet.

"Dette kunne forhandles meget hurtigt og ville italesætte mange bekymringer," siger EU-kommissær Maroš Šefčovič til Reuters og tilføjer, at hvis Storbritannien fortsætter med at implementere EU-regler på området, vil det medføre fri eksport af kød til Nordirland.

Maroš Šefčovič, der har spillet en stor rolle i forhandlingerne med Storbritannien siden brexit sidste år, udtaler ifølge Reuters, at den største udfordring lige nu er at skabe tillid mellem de to parter.

Efter forlængelsen af overgangsperioden for kødhandlen mellem Storbritannien og Nordirland har EU iværksat en juridisk proces, som "uden tilfredsstillende skridt" fra briterne vil blive intensiveret – men Maroš Šefčovič betragter en retssag som allersidste udvej.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også