PolicyWatch

EU-chef opfordrer til rejsestop til lande med ny variant

Flyrejser til lande med ny coronavariant bør indstilles, til vi ved mere om den, siger von der Leyen.

Foto: CHRISTIAN HARTMANN/REUTERS / X90079

EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, opfordrer EU's medlemslande til at indstille flyrejser til de lande, hvor en ny variant af coronavirus er opdaget.

"Al lufttrafik til disse lande bør indstilles, til vi har en klarere forståelse af de farer, denne nye variant udgør," siger hun i Bruxelles fredag.

Von der Leyens udtalelse kommer efter, at Belgien - hvor de fleste af EU's institutioner har hjemme - bekræftede sit første tilfælde af den nye variant.

Hun nævner ikke konkret, hvilke lande opfordringen gælder.

Den nye coronavariant har fået navnet B.1.1.529. Den blev først opdaget i Sydafrika. Flere lande har fredag indstillet rejser til og fra Sydafrika og dets nabolande.

Smittetilfældet i Belgien er det første med den nye variant, der er registreret i Europa.

Den nye variant er foreløbigt kun fundet hos få personer i især Afrika og Asien.

Men også i Israel er der konstateret et enkelt tilfælde, og myndighederne undersøger to andre mulige tilfælde, oplyser det israelske sundhedsministerium.

Og nu er den nye variant altså også konstateret i Europa.

Den smittede i Belgien er en ung kvinde, der ikke er vaccineret. Hun er for nylig vendt hjem efter en rejse, men hun har ikke været i Sydafrika eller nogen af dets nabolande, oplyser belgiske forskere.

"Nu er det vigtigt, at alle os i Europa handler hurtigt, beslutsomt og samlet," siger Ursula von der Leyen.

Hun gentager opfordringen til EU-borgerne om at tage imod tilbuddet om en coronavaccine.

Kommissionsformanden tilføjer, at vaccineproducenter har en forpligtelse til at tilpasse deres vacciner, når der kommer nye varianter frem.

I flere lande maner førende epidemiologer fredag til ro, når det drejer sig om den nye variant. Vi ved endnu ikke, om den er særligt smitsom, påpeger flere eksperter.

"Som udgangspunkt ved vi INTET om den nye variant," skriver Roberto Burioni, en førende italiensk virolog, på Twitter, og opfordrer til at undgå panik.

EU vil have indrejseforbud fra seks afrikanske lande 

Statsstøtte sender Danmark først i køen til coronavaccine fra Bavarian Nordic 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier