Scholz: Kun ved fredsaftale vil sanktioner blive fjernet

Rusland kan ikke nøjes med blot at erklære krigen for ovre, hvis sanktioner skal fjernes, siger Olaf Scholz.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, advarer om, at Rusland ikke slipper af med restriktionerne igen, før der er indgået en fredsaftale.
Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, advarer om, at Rusland ikke slipper af med restriktionerne igen, før der er indgået en fredsaftale.
af Ritzau/Reuters

Der skal forhandles en fredsaftale på plads, hvis Rusland skal forvente at slippe for Vestens omfattende sanktioner. Sådan lød det mandag fra den tyske forbundskansler, Olaf Scholz.

Kansleren tilføjede, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har taget fejl, hvis han tror, at Rusland kan erobre landområder i Ukraine, erklære krigen for slut og derefter forvente en lempelse af sanktionerne.

Scholz’ udmelding faldt i et interview med den tyske tv-station ZDF.

”Han har ikke tænkt hele den her Ukraine-operation igennem,” sagde Scholz med henvisning til den russiske præsident.

”Han troede ikke, at Ukraine ville stå imod på denne måde. Han troede ikke, at vi ville støtte dem, så de kunne holde ud så længe. Vi kommer ikke til at fjerne sanktionerne, medmindre han laver en aftale med Ukraine,” lød det.

I interviewet afviste Scholz desuden kritik af, at han i første omgang var for langsom til at få sendt tunge våben til Ukraine. Først i slutningen af april meddelte den tyske regering, at man havde besluttet at sende antiluftskytskampvogne til Ukraine.

”Det giver ikke mening at gøre noget, bare fordi nogen råber højt, eller ikke at gøre noget, fordi nogen råber højt,” sagde Scholz til ZDF.

Rusland indledte offensiven i Ukraine 24. februar. I krigens første dage gik russiske styrker ind mange steder, herunder nær hovedstaden Kyiv. Siden da har russerne lagt deres fokus særligt i det østlige Ukraine.

Ifølge USA har Rusland planer om at annektere de to østlige regioner Donetsk og Luhansk. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De hidtidige forhandlinger mellem Rusland og Ukraine har tilsyneladende ikke ført parterne synderligt tæt på en fredsaftale.

Tyskland ønsker ikke at udløse kaos med EU-olieembargo

Frankrig er klar til at tage kul og olie med i sanktioner

EU indfører handelsforbud mod russiske olieselskaber

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også