Von der Leyen: Stop for russisk olie kommer til at koste

EU-landene er i svære forhandlinger om olieembargo. Oliestop kommer til at koste for de europæiske lande, siger von der Leyen.
E | Foto: PATRICK HERTZOG/AFP / AFP
E | Foto: PATRICK HERTZOG/AFP / AFP
AF RITZAU

Et stop for russisk olie kommer med til at koste for de europæiske samfund. Men prisen er højere for Kreml.

Det siger EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen. Hun talte fredag ved en kongres i Frankfurt om krigen i Ukraine.

Det sker, mens EU-landenes ambassadører i Bruxelles kæmper med at nå til enighed om den sjette runde af sanktioner mod Rusland.

Her har EU-Kommissionen lagt op til stop for køb af russisk råolie inden for seks måneder og et stop for køb af raffinerede olieprodukter inden for ni måneder.

Men forslaget udfordrer flere lande. Både Ungarn og Slovakiet ønsker en længere indfasning, så de kan nå at finde alternativer til russisk olie, og de får måske selskab af Tjekkiet. Samtidig kæmper Grækenland for at få lov til at transportere russisk olie til andre lande med sin containerflåde.

”Jeg sagde allerede ved præsentationen af forslaget, at det ikke vil blive let at stoppe med at købe russisk olie. Vi skal finde en balance, så det skader Kreml så meget som muligt og vores samfund så lidt som muligt,” siger Ursula von der Leyen.

Det var oprindeligt målet at nå til enighed om sanktionspakken inden weekenden. Men med olien er det sværere end det har været med tidligere sanktionspakker.

Rusland står for omkring 25 procent af leveringerne af olie til EU, viser en opgørelse fra Eurostat.

Derfor er forventningen nu, at forhandlingerne kan række ind i weekenden. EU-Kommissionens formand er dog optimistisk:

”Jeg er sikker på, at vi får sanktionspakken på plads. Hvis det tager en dag længere, så må det gøre det. Men vi bevæger os i den rigtige retning,” siger von der Leyen.

Ungarn og Slovakiet henviser til deres store afhængighed af russisk olie og landenes geografi. Hverken Ungarn eller Slovakiet har adgang til havne og har derfor sværere ved at få transporteret alternativer til den russiske olie.

Ursula von der Leyen ser dog ikke noget alternativ til en gradvis udfasning af russisk energi.

”På langt sigt kan vi ikke blive ved med at overføre penge til Rusland, når man tager landets værdier i betragtning,” siger von der Leyen.

Hun taler samtidig for, at EU må mindske sin afhængighed af russisk gas, fordi Rusland ikke længere kan betragtes som en troværdig partner.

EU vil stoppe import af russisk råolie inden for seks måneder

Ungarn vil ikke støtte EU-forslag om forbud mod russisk olie

Tyskland ønsker ikke at udløse kaos med EU-olieembargo

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også