Trump aflyser Davos-tur på grund af amerikansk budgetkrise

Det Verdensøkonomiske Forum i Davos bliver uden præsident Donald Trump, der har travlt på hjemmefronten.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
Ritzau/Reuters

USA's præsident, Donald Trump, kommer ikke til at deltage i Det Verdensøkonomiske Forum i Davos i Schweiz sidst i januar.

Årsagen er den igangværende amerikanske budgetkrise, der har medført en delvis lukning af dele af USA's offentlige system.

Krisen er udløst af uenighed om finansieringen af en mur, som præsident Trump insisterer på at opføre ved USA's grænse til Mexico.

"På grund af Demokraternes stædighed vedrørende grænsesikkerheden og på grund af vigtigheden af landets sikkerhed aflyser jeg respektfuldt min meget vigtige tur til Davos," skriver præsidenten på Twitter.

Globalt samarbejde

Forummet i Davos samler en gang om året verdens magtfulde mennesker til diskussioner om økonomisk udvikling, fattigdom, krig og klimaændringer.

Formålet er "at skabe en fælles fremtid i en opdelt verden". Der træffes ikke beslutninger, men de mange taler og møder kan pege i retning af, hvor det globale samarbejde er på vej hen.

Trump var med på forummet i Davos i 2018. Det var første gang i 18 år, at en amerikansk præsident deltog. Før Trumps besøg var Bill Clinton den seneste præsident til at besøge mødet. Det skete i 2000.

Krise i USA

Donald Trump har i øjeblikket nok at se til hjemme i USA.

Det offentlige system i landet har delvist været lukket ned siden 22. december. Det betyder, at flere hundredtusinder offentligt ansatte er tvunget til at arbejde uden løn. Et tilsvarende antal er tvunget på orlov.

Præsidenten har torsdag planlagt et besøg til den amerikanske grænseby McAllen. Her ventes han igen at understrege behovet for, at der bliver opført en grænsemur mellem USA og Mexico.

Trump ønsker 5,7 mia. dollar til finansieringen af muren.

Kina melder om fremskridt i handelssamtaler med USA

USA og Kina forlænger forhandlingerne i handelskrig med en dag 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også