I Kina kender ingen til Trumps telefonsamtale og usikkerheden vokser

Investorerne lider efter de seneste dages op og nedture formentlig af piskesmæld.
Foto: Alastair Pike / AFP / Ritzau Scanpix
Foto: Alastair Pike / AFP / Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

En markant optrapning af handelskrigen fredag sendte aktierne i minus med hele 2,4 til 3,0 pct., men mandag vendte stemningen til plusser mellem 1,1 og 1,3 pct., da USA's præsident Donald Trump meldte om en opblødning.

Spørgsmålet er dog, om der er tale om en opblødning fra Kinas eller fra Trumps side, og det er tirsdag med til at tage pusten ud af aktiemarkedet, som falder med 0,3 til 0,4 pct.

Gengældelse af gengældelse

Det hele startede fredag, da Kina varslede told på amerikanske varer for 75 mia. dollar på 5-10 pct. Det var et ikke uventet svar på, at Donald Trump tidligere i august havde varslet told på 10 pct. på kinesiske varer for 300 mia. dollar.

Meldingen fik dog chefen i Det Hvide Hus op i det røde felt, og Trump beordrede kort efter amerikanske virksomheder hjem fra Kina og lovede ny gengældelse. Markedet så skriften på væggen og faldt kraftigt, og søndag gik aktiefutures i minus med hele 1,2 pct., på Trumps melding efter markedets lukning fredag, om at USA svarede igen ved at forhøje eksisterende told på 25 pct. til 30 pct. på varer for 250 mia. dollar, mens den kommende told på 10 pct. på varer for 300 mia. dollar nu bliver på 15 pct.

Stemningen vendte dog brat, da Donald Trump mandag fortalte pressen, at Kina havde ringet og spurgt til nye forhandlinger, og at landet var mere parat til en aftale en tidligere.

"Kina ringede til vores handelsfolk søndag og sagde: "Lad os komme tilbage til forhandlingsbordet", så vi vender tilbage, og jeg tror, at de vil noget," sagde Donald Trump i Frankrig i forbindelse med G7-topmødet.

"Det er den første gang, jeg har set dem, hvor de virkelig ønsker at lave en aftale, og jeg synes, det er et meget positivt skridt."

Har nogen overhovedet ringet?

Der er bare et problem. Og det er, at Kina slet ikke kender til det opkald, man selv skal have foretaget, ifølge Donald Trump.

"Ingen i det officielle Beijing synes at vide, hvad han talte om. Endnu værre, hans anstrengelser for at tegne et billede af, at Kina er ved at give efter i forhandlingerne, bekræftede faktisk noget af deres værste frygt omkring Trump: Man kan ikke stole på en aftale med ham," skriver Bloomberg News.

Både mandag og tirsdag har udenrigsministeriet i Kina oplyst, at det ikke kender til noget telefonopkald, fortæller nyhedsbureauet, og avisen Global Times skrev allerede mandag, at den amerikanske præsident overdriver dialog på allerlaveste embedsmandsniveau.

"Trumps flip-flop har yderligere forværret mistilliden. Dette gør en hurtig løsning umulig," siger Tao Dong, viceformand for Kina-forretningen hos Credit Suisse Private Banking, til Bloomberg News.

Kina graver sig derfor yderligere ned i skyttegraven og gør klar til en lang konfrontation, og to unavngivne embedsmænd peger på, at landet nu gør som under Korea-krigen, hvor man optrappede krigshandlingerne for at sætte mere fart på forhandlingerne.

Er Trump blevet blødere?

Blandt analytikere og økonomer har man dog også fokuseret på, at Trump måske er blevet mere blød, måske udløst af, at rentekurven i USA i sidste uge gik i minus og dermed signalerede recession forude i landets økonomi.

"Fra fredag til nu har været helt vildt i forhold til handelsspørgsmålet. Jeg tror, markedets rally ikke så meget var, fordi man tog præsidentens udtalelse bogstaveligt omkring Kinas ønske om at indgå en aftale. Jeg tror, markedet kiggede på præsidentens udtalelse og konkluderede, at han er mere ængstelig for at indgå en aftale," analyserer David Donabedian, investeringschef hos CIBC Private Wealth Management, over for Bloomberg News.

Ja, faktisk betyder det måske mere, at Donald Trump vil indgå en aftale, end at præsident Xi Jinping i Kina vil.

"Stemningen er forsonende i dag. Præsidenten forsøger at bakke. Om han har haft en telefonsamtale med Kina eller ej betyder ikke noget. Pointen er, at han forsøger at fastholde planerne om et møde til september og vende tilbage til at forhandle en smule," sagde Art Hogan, chefstrateg hos National Securities, mandag til Reuters.

USA og Japan er "i princippet" nået til enighed om en handelsaftale

Trump: Kina har meldt sig klar til nye forhandlinger

Tusk: Håber ikke Boris Johnson bliver Mr. No Deal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også