Chile trækker sig som vært for COP 25 og handelstopmøde

Det sydamerikanske land har været plaget af voldelige protester i flere uger og dropper nu værtskaber.
Foto: Pedro Lopez/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Pedro Lopez/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

På grund af uroligheder trækker Chile sig som vært for Apec-handelstopmøde i november og klimatopmødet COP 25 i december. 

Det oplyser præsident Sebastian Piñera ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det var meningen, at Chile skulle være vært for 20 stats- og regeringschefer, inklusive USA's præsident, Donald Trump, ved Apec-mødet, der var planlagt til at løbe af stablen 16.-17. november. 

COP 25-mødet skulle have fundet sted 2.-13. december. 

"Dette har været en meget svær beslutning. En beslutning, der forårsager en masse smerte, fordi vi fuldt ud forstår vigtigheden af Apec og COP 25 for Chile og for resten af verden," siger Sebastian Piñera i en kort meddelelse.

Flere store byer i Chile har i flere uger været plaget af demonstrationer og voldelige protester.

Det var i første omgang en annoncering af prisstigninger på offentlig transport, der udløste udbredte demonstrationer. 

Protesterne har siden udviklet sig til at handle om generel ulighed i det sydamerikanske land. 

Foreløbig har 18 mennesker mistet livet under urolighederne, og omkring 7000 er blevet anholdt. 

Meddelelsen om, at Chile nu opgiver at være vært for de to topmøder kommer alligevel som en overraskelse for mange. 

Ifølge en topembedsmand fra Det Hvide Hus havde USA's præsident, Donald Trump, ikke fået besked om beslutningen, før han læste om det i medierne.

FN vil nu forsøge at finde en anden værtsby til klimatopmødet COP 25. 

"Jeg blev tidligere i dag informeret om den chilenske regerings beslutning om ikke at være vært for COP 25 i lyset af den svære situation, som landet befinder sig i, siger FN's chef for afdelingen for klimaforandringer," Patricia Espinosa.

"Vi er i øjeblikket i gang med at undersøge alternative værtsmuligheder," tilføjer hun.

Danmark giver ok til Nord Stream 2 

Trump: USA og Kina er forud for tidsplan omkring handelsaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også