Sydafrika beder rige lande lade være at hamstre vacciner

Andre lande udelukkes, når rige lande bestiller langt flere vacciner, end de har indbyggere, siger Ramaphosa.
"De rige lande i verden har været ude og anskaffe sig store mængder," siger præsidenten ved det årlige World Economic Forum-møde, der normalt finder sted i Davos, men i år holdes virtuelt. | Foto: POOL New/REUTERS / X80003
"De rige lande i verden har været ude og anskaffe sig store mængder," siger præsidenten ved det årlige World Economic Forum-møde, der normalt finder sted i Davos, men i år holdes virtuelt. | Foto: POOL New/REUTERS / X80003
af ritzau

Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa, langer ud efter "vaccinenationalisme" og beder verdens rige lande om at undlade at hamstre ekstra coronavacciner til deres lagre.

De vacciner, der bliver fremstillet, bør fordeles mere ligeligt på globalt plan, mener han.

"De rige lande i verden har været ude og anskaffe sig store mængder," siger præsidenten ved det årlige World Economic Forum-møde, der normalt finder sted i Davos, men i år holdes virtuelt.

"Nogle lande har endda købt op til fire gange så meget, som deres befolkning har brug for. Det betyder udelukkelse af andre lande," siger han.

Mange afrikanske lande har svært ved at sikre sig vacciner, så de kan begynde at vaccinere nogle af de 1,3 milliarder mennesker på kontinentet.

Imens har den internationale vaccinealliance Gavi oplyst, at rige lande tilsammen har bestilt langt flere vacciner, end de har indbyggere. Det drejer sig om flere hundrede millioner doser.

I sidste uge kaldte chefen for Verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, denne tendens for "en katastrofal moralsk fiasko".

Den Afrikanske Union sikrede sig i denne måned 270 millioner doser. Det kommer oven i de 600 millioner doser, som de afrikanske lande er sikret via WHO og Gavi.

Endnu har landene ikke modtaget vaccinerne, men det er ventet, at de vil få dem senere i år.

Til sammenligning har Storbritannien bestilt 367 millioner doser fra syv producenter, hvoraf ikke alle er godkendt endnu. Landet har en befolkning på omkring 67 millioner.

EU har bestilt knap 2,3 milliarder doser til de 450 millioner indbyggere i de 27 EU-lande. Der skal gives to doser af de vacciner, der er godkendt til brug i EU.

Globalt er der også en stigende bekymring for, at rigere landes bilaterale aftaler med medicinalselskaberne om at købe flere doser kan sende prisen i vejret og medføre mangel på vacciner i visse dele af verden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også