Senatet har indledt rigsretssag mod Trump

Som den første amerikanske præsident nogensinde er Trump for anden gang stillet for en rigsret.
Foto: WIN MCNAMEE/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: WIN MCNAMEE/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
af ritzau

USA's Senat har tirsdag indledt den anden rigsretssag mod tidligere præsident Donald Trump. Det viser direkte tv-billeder fra Senatet.

Trump er anklaget for at have opildnet til det oprør, der fandt sted ved Kongressen i Washington D.C. den 6. januar.

"Det er vores pligt i henhold til forfatningen at føre en retfærdig og ærlig rigsretssag med anklagerne mod tidligere præsident Trump," siger den demokratiske flertalsleder, Chuck Schumer.

"Det er de alvorligste anklager, der nogensinde er rettet mod USA's præsident i amerikansk historie," tilføjer Schumer.

Trump er den første præsident i USA's historie, der to gange er blevet stillet for en rigsret.

Han er også den første amerikanske præsident, der stilles for en rigsret, efter at han har forladt embedet.

Kongresmedlem Jamie Raskin, som leder det hold af demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der fungerer som anklagere i sagen, indledte tirsdag rigsretssagen med at vise et sammenklip af optagelser fra 6. januar.

Optagelserne viser dels den voldelige indtrængen i bygningen, og dels Trumps tale til sine tilhængere kort forinden.

I talen siger Trump blandt andet, at "hvis I ikke kæmper som ind i helvede, har I ikke noget land mere".

Han opfordrer også folk til at marchere op til kongresbygningen og indgyde republikanske politikere mod til at "tage vores land tilbage".

Hans tilhængere indtog Kongressen, netop som de folkevalgte var samlet for formelt at godkende Joe Bidens valgsejr ved præsidentvalget i november 2020.

Fem mennesker døde under stormløbet på Kongressen, heriblandt en politibetjent.

Tirsdag vil rigsretssagen efter planen begynde med flere timers debat. Derpå er det ventet, at Senatet vil stemme om, hvorvidt det er i overensstemmelse med forfatningen at stille en tidligere præsident for en rigsret.

Det argumenterer Trumps advokater og flere af hans støtter i Senatet for, at det ikke er.

"Præsident Trump har sendt sine advokater hertil for at stoppe sagen, inden den overhovedet er gået i gang," siger Jamie Raskin i Senatet tirsdag.

Politiske iagttagere i Washington forventer, at sagen kan være afgjort allerede i næste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også