Isaac Herzog er indsat som Israels præsident

Ny præsident indsat ved starten på ny politisk epoke efter 12 år med Benjamin Netanyahu som regeringschef.
Foto: RONEN ZVULUN/REUTERS / X90084
Foto: RONEN ZVULUN/REUTERS / X90084
AF RITZAU

Den tidligere partileder for Israels Arbejderparti Isaac Herzog er onsdag blevet taget i ed som Israels præsident.

Ved en storslået ceremoni i parlamentet Knesset lovede Herzog, at han vil bruge den overvejende ceremonielle post til at forsøge at hele splittelse og konflikt i det israelske samfund.

Herzog omfavnede den afgående præsident Reuven Rivlin, inden han aflagde ed til bifald fra parlamentets medlemmer. Israels præsidenter har en embedsperiode på syv år.

Herzog blev første gang valgt ind i parlamentet i 2003.

Efter et nederlag til den tidligere konservative premierminister Benjamin Netanyahu ved et valg i 2015 blev Herzog valgt som parlamentsformand.

Han blev valgt som præsident af parlamentet i begyndelsen af juni - kort tid før Netanyahu blev væltet af den nye skrøbelige koalitionsregering under premierminister Naftali Bennett.

Dermed begyndte en ny politisk epoke efter 12 år med Netanyahu på posten som premierminister.

I maj blev der i 11 dage udvekslet voldsomme angreb mellem israelske styrker og palæstinensiske militante i Gazastriben. Som mægler fik Egypten i sidste ende forhandlet en aftale om våbenhvile på plads mellem Israel og Hamas. Den trådte i kraft den 21. maj.

Den islamistiske Hamas-bevægelse er stemplet som en terrororganisation af Israel, USA og EU.

"Jeg giver mig i kast med min opgave for at forholde mig til smerten, for at se direkte på den, for at låne den et øre og et hjerte - selv når den er i de mest voldsomme udbud," sagde Herzog.

Herzog, som er uddannet advokat, er søn af den afdøde israelske præsident Chaim Herzog, som også tjente som sit lands FN-ambassadør.

 

Palæstinensere annullerer vaccineaftale med Israel 

EU skuffer Greta Thunberg og afviser at skrotte landbrugsreform  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også