Vaccine-misinformation udråbt som sundhedstrussel i USA

USA's regerings ledende sundhedsrådgiver siger, at misinformation om vacciner er en alvorlig sundhedstrussel.
Foto: CHIP SOMODEVILLA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: CHIP SOMODEVILLA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU

De mange konspirationsteorier og udbredt misinformation om blandt andet vacciner mod covid-19 i USA udgør en decideret alvorlig sundhedstrussel.

Det skriver USA's regerings ledende sundhedsrådgiver, US Surgeon General, Dr. Vivek Murthy, til præsident Joe Biden i en rapport.

USA's indsats mod covid-19 er i høj grad blevet politiseret, og der florerer en betydeligt større skepsis mod myndighedernes rådgivning og vacciner end i Danmark.

"Misinformation er en alvorlig trussel mod folkesundheden. Det kan skabe forvirring, skabe mistillid, skade folks sundhed og underminere den offentlige sundhedsindsats," skriver Vivek Murthy og fortsætter andetsteds:

"Mange er blevet udsat for misinformation. Information der er falsk, upræcis eller vildledende."

"Misinformation, der har udløst forvirring og har ledt folk til at sige nej til covid-19-vacciner, undlade at følge retningslinjer som maskepåbud og afstand, samt bruge uprøvede behandlingsformer," skriver Dr. Vivek Murthy til præsidenten.

Misinformation har også ledt til angreb på sundhedsarbejdere ifølge Murthy.

Han understreger, at misinformation ikke er noget nyt, men at blandt andet sociale medier har gjort problemet betydeligt værre, da der nu flyder mere misinformation, der bliver forstærket via sociale medier.

I USA er vaccineskepsissen betydeligt større end i Danmark. Samtidigt tror dele af højrefløjen på konspirationsteorier om, at vaccinerne indeholder ingredienser, der skal bruges til at manipulere befolkningen.

Dr. Vivek Murthy opfordrer til, at langt flere aktører går ind i kampen mod misinformation:

"Alle har en rolle at spille. Før man poster eller deler noget på sociale medier kan man bruge et øjeblik på at sikre sig, at informationen er korrekt."

"Men det vil tage mere end en individuel indsats og rejser spørgsmål, vi skal svare sammen som: Hvordan stopper vi spredningen men beskytter ytringsfriheden? Hvilke tiltag skal teknologifirmaer, medier og andre tage? Hvilken rolle skal staten spille?"

 

Biden tæt på at erklære sejr over corona - men varianter truer

Sloveniens EU-formandskab overskygges af flere bekymringer

Moderna sælger 150 mio. doser coronavaccine mere til EU 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også