WHO forventer mere viden om Omikron om nogle dage

Ledende WHO-epidemiolog regner med at have mere viden klar om Omikrons smitsomhed hurtigere end ventet.
WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarer om det "giftige miks" af lav vaccinationsrate og lav testrate. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarer om det "giftige miks" af lav vaccinationsrate og lav testrate. | Foto: POOL/REUTERS / X80003
AF RITZAU

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) forventer inden for nogle dage at have mere information om, hvor smitsom den nye Omikron-variant er.

Det siger WHO's ledende epidemiolog Maria Van Kerkhove på en pressekonference onsdag.

Det er endnu uklart, om Omikron er mere smitsom end andre varianter såsom Delta. Men Van Kerkhove nævner en højere smitsomhed som et muligt scenarie.

Forskerne ved heller ikke endnu, hvor alvorligt et sygdomsforløb, Omikron forårsager, eller om de eksisterende coronavacciner er effektive i kampen mod den.

Men chefforsker Soumya Swaminathan siger, at WHO mener, at de vacciner, der er godkendt til brug i dag, også vil have en effekt mod Omikron.

WHO's generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, advarer om det "giftige miks" af lav vaccinationsrate og lav testrate. Det giver grobund for nye varianter af coronavirusset, påpeger han.

Derfor gentager han opfordringen til alle lande om at sikre adgang til vacciner og test.

Og han minder om, at mens verden har vendt opmærksomheden mod Omikron, er det stadig den farlige Delta-variant, der "står for stort set alle smittetilfælde" globalt.

"Vi skal bruge de værktøjer, vi allerede har, for at forhindre smitte og redde liv fra Delta. Hvis vi gør det, kan vi også forhindre smitte og redde liv fra Omikron," siger Tedros.

Vaccineproducenter har sagt, at de forventer, at det kan tage omkring to uger at fastslå, om deres vacciner virker mod Omikron.

I sidste uge sagde WHO, at det kunne tage uger at vurdere de data, der indtil videre findes om Omikron.

Men rejserestriktioner, som mange lande har indført over for Sydafrika, gør det sværere at få virusprøver tilsendt fra landet, siger Maria Van Kerkhove.

WHO er imod de indrejseforbud, der er indført over en bred kam for flyrejser til og fra Sydafrika, siger WHO's krisechef, Mike Ryan. Det vil ikke forhindre den nye variant i at sprede sig, siger han.

"Tanken om, at man bare kan forsegle nogle lande hermetisk, er ikke mulig. Jeg kan ikke se logikken fra et epidemiologisk eller folkesundhedsmæssigt perspektiv," lyder det fra Ryan.

Fredag kategoriserede WHO den nye Omikron-variant som værende "af bekymring".

WHO kategoriserer de forskellige varianter som værende enten af "interesse" eller "bekymring". Omikron er den femte variant, der vækker "bekymring" i WHO.

Mette Frederiksen opfordrer kraftigt: Tag det tredje stik

WHO: Ny variant giver grund til bekymring

Coronavariant skærper rejserestriktioner for yderligere tre lande 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også