Omikron førte til 7000 aflyste fly i juleweekenden

Coronasmitte og karantænekrav hos lufthavnspersonel og blandt besætningsmedlemmer har skabt krisen.
Foto: Yuki Iwamura/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Yuki Iwamura/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Over 7000 fly rundt om i verden blev aflyst i juleweekenden. Tusindvis af andre blev forsinket. Alt sammen på grund af omikronvarianten.

Det viser hjemmesider om den internationale flytrafik.

I USA blev i forvejen kaotiske forhold i lufthavne forværret af vinterstorme.

Over 7000 fly og titusindvis af flypassagerer blev berørt af problemerne, viser hjemmesiden FlightAware.com.

Hjemmesiden viser, at over 2000 fly blev aflyst alene søndag - deriblandt flere end 570 fly, der kom fra eller skulle til amerikanske lufthavne. Der blev registreret flere end 4000 forsinkelser.

Det er udbredelsen af coronasmitte samt karantænekrav hos lufthavnspersonel og blandt piloter og andre besætningsmedlemmer, som har skabt krisen.

Covid-19 og karantæner har tvunget store luftfartsselskaber som Lufthansa, Delta, United Airlines, JetBlue, Alaska Airlines og andre til at aflyse mange afgange på nogle af årets mest travle dage.

Over 2800 fly blev aflyst på globalt plan lørdag, og der var over 8.500 forsinkelser.

Fredag var antallet af aflyste fly på omkring 2400, mens der blev registreret godt 11.000 forsinkelser.

"Hjælp@Fly fra United aflyst igen. Jeg vil så gerne hjem til jul," hed det i et tweet fra en udmattet passager fra Vermont lørdag.

Kinesiske luftfartsselskaber stod for de fleste aflysninger. China Eastern aflyste over 1000 flyafgange fredag og lørdag - over 20 pct. af alle dets planlagte flyvninger. Et andet selskab - Air China - lod en femtedel af dets fly blive på jorden i weekenden.

De amerikanske motorejeres sammenslutning, The American Automobile Association, havde anslået, at over 109 millioner amerikanere ville rejse med fly, tog eller bil i perioden fra 23. december til den 2. januar. Det er en stigning på 34 pct. i forhold til sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også