Domstol: Trump brød formentlig loven efter valgnederlag

Et udvalg i Repræsentanternes Hus er klar til at gå efter at få tiltalt Donald Trump, siger en dommer.
Foto: Megan Varner/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: Megan Varner/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump brød formentlig loven, da han efter valget i november 2020 ikke ville anerkende sit nederlag.

Det siger den amerikanske dommer David Carter mandag.

"Retten finder det mere sandsynligt end ikke sandsynligt, at præsident Trump forsøgte at ødelægge og forhindre Kongressens arbejde 6. januar 2021," lyder det fra David Carter i Los Angeles.

Kongressen var 6. januar samlet for formelt at godkende Joe Biden som USA's næste præsident og arvtager for Trump.

En stor menneskemængde - herunder mange Trump-tilhængere - stormede dog Kongressen samme dag for at forhindre godkendelsen.

Et udvalg i Repræsentanternes Hus har efterfølgende undersøgt hændelsen.

Dommer David Carters udtalelser mandag vurderes at være et gennembrud for udvalget. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

"Mens beviserne fortsat hober sig op og indikerer, at Trump og mange omkring ham forsøgte at lave et kup på egen hånd, så er det også lamslående at se en føderal dommer finde frem til den konklusion," siger Jessica Levinson, der er professor på et jurastudium i Los Angeles.

Udvalget i Repræsentanternes Hus ventes formelt at meddele det amerikanske forsvarsministerium, at det overvejer at tiltale Trump.

Forud for stormløbet havde Trump på Twitter blandt andet skrevet: "Stor demonstration i D.C. den 6. januar. Vær der, det bliver vildt!".

Under undersøgelserne af hændelserne er det blandt andet også kommet frem, at flere af Trumps støtter forsøgte at få ham til at stoppe de voldelige demonstrationer i og omkring den amerikanske Kongres.

Blandt de bekymrede var Trumps søn Donald Trump Jr.

Han skrev til Trumps daværende stabschef, Mark Meadows, at Trump skulle "fordømme det her lort hurtigst muligt".

"Jeg prøver alt, hvad jeg kan. Jeg er enig," svarede Meadows.

"Der er brug for en udtalelse fra Det Ovale Værelse. Han bliver nødt til at lede nu. Det er gået for vidt og er ude af kontrol," lød det fra Trumps søn.

Trumps handelskrig var et totalt flop

Biden peger på forretningsmand som ny ambassadør i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også