Verdens fattigste får som de første glæde af korn fra Ukraine

Efter krigens start har tonsvis af korn hobet sig op i Ukraine, men en aftale gør eksport mulig igen.
Fragtskibet Razoni sejlede i morges fra Odesa med korn fra Ukraines lagre. Foto: Ukrainian Naval Forces/Reuters/Ritzau Scanpix
Fragtskibet Razoni sejlede i morges fra Odesa med korn fra Ukraines lagre. Foto: Ukrainian Naval Forces/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Det er en ”virkelig god begyndelse”, at fragtskibet ”Razoni”, der er lastet med over 26.000 ton majs, mandag har forladt den ukrainske havneby Odesa. Sådan lyder det fra Leif Nielsen, som er branchedirektør ved DI Fødevarer.

”Vi kender jo ikke krigens videre forløb, men indtil videre er det glædeligt,” siger han.

Ukraine er en af verdens største korneksportører, men siden den russiske invasion af Ukraine har millioner af ton ukrainsk korn hobet sig op i landet. For godt en uge siden underskrev repræsentanter fra Rusland og Ukraine en aftale, som igen har gjort det muligt at fragte korn ud af det krigshærgede land.

Konkret vil det til en start betyde, at færre kommer til at dø af hungersnød og underernæring, vurderer Leif Nielsen.

”De, der virkelig kommer til at mærke det her, er fattige familier, der ikke har kunnet få nødhjælp, fordi der ikke har været korn tilgængeligt. Der vil være flere mennesker i verden, der vil overleve, fordi det her korn kommer ud,” siger han.

Der skal meget til, før det påvirker fødevarepriser

FN indkøber halvdelen af den hvede, den deler ud i verdens fattigste lande, fra netop Ukraine.

FN’s generalsekretær, António Guterres, som var vidne til, at aftalen blev underskrevet, er glad for, at det første skib har forladt den ukrainske havneby og er sejlet ud i Sortehavet.

I en erklæring lyder det fra FN, at håbet er, at det vil skabe stabilitet i især de ”mest skrøbelige humanitære sammenhænge”.

I de mere økonomisk velfunderede dele af Europa og Vesten har kornkrisen betydet en markant prisstigning på fødevarer, som har ramt husstande på pengepungen. Men det er endnu for tidligt at sige, hvad udmøntningen af aftalen mellem Rusland og Ukraine kommer til at betyde for fødevarepriserne.

”Jo mere der kommer ud på markedet, jo mere stabilt bliver det. Men der skal jo rigtig mange tons til, før det stabiliserer markedet. Vi skal op på 10-20 millioner ton korn, for at det betyder noget for verdensmarkedet,” siger Leif Nielsen.

Det skulle angiveligt ligge mere end 20 millioner ton korn på lagre i Ukraine.

Første skib med korn har forladt ukrainsk havn

Fald i kornpriser øger forventninger om prisfald i supermarkeder

Danske tørlastrederier tøver trods aftale om korneksport fra Ukraine

Ukraine og Rusland indgår aftale om korneksport

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også