Zelenskyj vil tale med Kinas leder om afslutning på krigen

Kina kan ifølge Ukraines præsident bruge dets magt til at påvirke Rusland både politisk og økonomisk.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. | Foto: Katrine Hørup Noer
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj. | Foto: Katrine Hørup Noer
af ritzau

Ukraine søger at tale ”direkte” med Kina om den igangværende russiske invasion af Ukraine. Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i et interview med Hongkong-mediet South China Morning Post.

I interviewet opfordrer Zelenskyj den asiatiske supermagt til at bruge sin politiske og økonomiske indflydelse overfor Rusland og gøre en ende på krigen.

”Det er en magtfuld stat. Det er en magtfuld økonomi. Så Kina kan påvirke Rusland politisk og økonomisk. Kina er også et permanent medlem af FN’s Sikkerhedsråd,” siger præsidenten i interviewet, der varede 40 minutter og foregik over zoom.

Interviewet er den ukrainske præsidents første med et asiatisk medie, siden Ukraine blev invaderet af Rusland 24. februar i år.

Zelenskyj siger i interviewet, at han gerne vil tale direkte med Kinas leder, Xi Jinping. Han fortæller, at han talte med den kinesiske leder for et år siden, og at Ukraine har bedt om at få lov til at tale med Xi Jinping om krigen, men at det ikke er sket.

Kina har ikke taget parti i krigen i Ukraine, og kinesiske politikere har antydet, at Vesten har spillet en stor rolle i at skabe ond vilje mod Rusland i Ukraine, hvilket ifølge dem har fremtvunget krigen, skriver South China Morning Post.

Selv om Zelenskyj havde håbet, at Kina havde håndteret krigen på en anden måde, siger han, at han altid har håbet, at ”forholdet mellem Ukraine og Kina bliver styrket og udvikles hvert år”.

I interviewet udtrykker den ukrainske præsident forståelse for Kinas ønske om en ”balanceret” tilgang til krigen, men han understreger, at det er vigtigt at hold sig for øje, at krigen er baseret på Ruslands uprovokerede invasion af ukrainsk territorie.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter