Australsk eksleder gav sig selv flere ministerposter i skjul

Tidligere premierminister Scott Morrison påtog sig hemmelige ministerroller under pandemien, siger Albanese.
Australiens tidligere premierminister Scott Morrison udnævnte sig selv til flere skyggeministerposter under corona-pandemien. | Foto: Loren Elliott/REUTERS / X03952
Australiens tidligere premierminister Scott Morrison udnævnte sig selv til flere skyggeministerposter under corona-pandemien. | Foto: Loren Elliott/REUTERS / X03952
af ritzau

Australiens tidligere premierminister Scott Morrison tildelte i al hemmelighed sig selv flere ministerposter under corona-pandemien.

Det fortæller den nuværende premierminister, Anthony Albanese fra Labour, tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den konservative Morrison udnævnte sig selv til en slags reserveminister for blandt andet indenrigsanliggender, finans og sundhed.

Efter en gennemgang af sagen konkluderer Albanese, at hans forgænger påtog sig de hemmelige roller som sundhedsminister og økonomiminister i marts 2020, indenrigsminister og finansminister i maj 2021 og ressourceminister i april 2021.

”Det er fuldstændigt ekstraordinært, at disse udnævnelser blev holdt hemmelige for det australske folk af Morrison-regeringen,” siger Albanese, der overtog premierministerposten fra Scott Morrison i maj.

Tidligere tirsdag forsvarede Morrison sin beslutning om at påtage sig ekstra ministerroller under pandemien uden sin regerings viden. Ifølge Morrison levede vi i en ”tid uden fortilfælde”.

Ikke offentliggjort, fordi de tjente som beskyttelse

I et interview med radiostationen 2GB tirsdag fortalte Morrison, at udnævnelserne ikke blev offentliggjort, fordi de tjente som en slags beskyttelse. Han sammenlignede situationen med at have to nøgler om bord på en atomubåd.

Samtidig forklarede Morrison, at det var en ”forglemmelse” og ”beklageligt”, at økonomiministeren ikke blev informeret om, at hans rolle var blevet duplikeret.

Premierminister Anthony Albanese siger til SBS News, at det drejer sig om i alt fem ministerposter, Morrison tildelte sig selv.

”Der er tale om ynkelig adfærd, som vi ville latterliggøre, hvis det skete i et ikke-demokratisk land. Scott Morrison ledede en skyggeregering,” siger han.

Anthony Albanese siger videre til ABC Radio, at han nu vil forsøge at lukke det smuthul, der gjorde det muligt for Morrison at udnævne sig selv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også