Højrefløjens største parti erklærer valgsejr i Italien

Leder af Italiens Brødre, Giorgia Meloni, lover, at hun vil være premierminister for alle italienere.
Giorgia Meloni står til at blive premierminister i spidsen for den mest højreorienterede regering, siden Mussolinis faldt under Anden Verdenskrig. | Foto: Andreas Solaro/AFP / AFP
Giorgia Meloni står til at blive premierminister i spidsen for den mest højreorienterede regering, siden Mussolinis faldt under Anden Verdenskrig. | Foto: Andreas Solaro/AFP / AFP
af ritzau

Italienerne har talt, og med deres stemmer har de givet klar opbakning til en centrumhøjreregering ledet af Italiens Brødre med Giorgia Meloni i spidsen. Det siger partiformanden natten til mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Hun siger, at hun ikke har i sinde at forråde italienernes tillid.

”Hvis vi bliver kaldt til at regere denne nation, vil vi gøre det for samtlige italienere med henblik på at samle folket og ophøje det, der forener dem, snarere end det, der adskiller dem,” siger Meloni.

Hvordan en kommende regering kommer til at se ud, er endnu ukendt. Men det forventes at blive en trepartskoalition, som ud over Melonis Italiens Brødre vil bestå af Lega med Matteo Salvini i spidsen og Forza Italia ledet af Silvio Berlusconi.

Med Italiens Brødre som klart det største parti i koalitionen er Giorgia Meloni det oplagte bud på en ny italiensk premierminister.

Det Demokratiske Parti, som er søsterparti til de danske socialdemokrater, har allerede erkendt nederlag i valget. Partiet vil i stedet fremover vil være det største oppositionsparti i Italien.

”Det er en trist aften for landet. Højrefløjen har flertal i parlamentet, men ikke i landet,” siger Debora Serracchiani, næstformand i Det Demokratiske Parti, i partiets første kommentar til valgresultatet.

Mest højreorienterede siden Mussolini

Foreløbige resultater viser, at højrekoalitionen har fået omkring 43 procent af stemmerne, og at koalitionen er godt på vej til at få flertal i parlamentet i Italien.

Italiens Brødre står ifølge en valgstedsmåling til at få mellem 22,5 og 26,5 procent af stemmerne og bliver dermed det største parti i højrekoalitionen. Ved forrige valg fik Italiens Brødre blot fire procent af stemmerne.

Valgstedsmålingen giver mellem 25,5 til 29,5 procent af stemmerne til den centrumvenstreblok, som Det Demokratiske Parti står i spidsen for.

Det Demokratiske Parti har ifølge de foreløbige resultater fået 19,4 procent af stemmerne. Partiet har inden valgdagen advaret om, at en regering med Giorgia Meloni i spidsen kan være en trussel mod rettigheder som retten til abort. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Partiet mener også, at hun vil ignorere den globale opvarmning på trods af, at Italien denne sommer har været ramt af hedebølger, som forskere mener skyldes klimaforandringer.

Meloni har ført valgkamp under sloganet ”Gud, land og familie”. Lykkes det hende at finde flertal og danne en regering, bliver det den mest højreorienterede regeringen, siden Benito Mussolinis regering faldt under Anden Verdenskrig, skriver AFP.

Italiensk præsident opløser parlamentet og baner vej for valg

Medie: Italiensk premierministers afgang skyldes til dels sag om affaldshåndtering

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også