PolicyWatch

Inflationen i Tyskland er nu på 10,0 procent

Forbrugerpriserne ligger i september 10,0 procent højere end samme måned sidste år. Det er de højeste i 70 år. Konsekvenserne vil også komme til at ramme dansk økonomi, lyder det fra cheføkonom.

Høj inflation udhuler købekraften hos forbrugerne. Det kommer også til at ramme Danmark, vurderer cheføkonom. | Foto: Jens Kalaene/AP/Ritzau Scanpix/AP

Inflationen i Tyskland er nu på det højeste niveau i 70 år.

”Forbrugerpriserne ligger i september 10,0 procent højere end samme måned sidste år,” oplyser Tysklands føderale statistik torsdag ifølge dpa.

Tallene fra tysk statistik er en bekræftelse af prognoser, som tidligere har været ude. I august var inflationen på 7,9 procent. Stigningen skyldes især de stigende energipriser og krigen i Ukraine.

Det statistiske kontor har også tidligere peget på, at udløbet af en rabat på benzin og udløbet af et rejsepas til ni euro for rejser i Tyskland må antages at have haft en vis indflydelses på inflationstallet.

Udvikling smitter af på Danmark

Den højeste inflation i Tyskland siden december 1951 er hård kost for tyskerne, og det vil også ramme dansk økonomi. Det siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

”Tyskland er en af vores vigtigste samhandelspartnere, og derfor smitter udviklingen i Tyskland også af på Danmark,” pointerer han og tilføjer:

”Tyskland har nogle af de allermest nedslående vækstprognoser for 2022 og 2023. Både OECD og IMF har varslet tilbagegang i tysk økonomi i 2023.”

Tyskerne købte sidste år danske varer og tjenester for lidt over 170 milliarder kroner.

”Den høje inflation betyder, at tyskerne har færre penge til overs, som de ellers kunne have brugt på danske produkter. Vi eksporterer eksempelvis tøj og møbler for 15 milliarder kroner om året til Tyskland. Den del af eksporten kan få det svært, da det er et af de områder, hvor vi kan frygte, at tyskerne vil spare som følge af en mere klemt privatøkonomi,” siger Allan Sørensen

Tyskernes tab af købekraft kan også gå hårdt ud over deres rejsebudget.

”Det vil kunne mærkes i store dele af Danmark. Tyskerne er med afstand dem, der sikrer absolut flest turistindtægter bredt ude i det danske ferieland,” siger Allan Sørensen.

Rejseindtægterne fra Tyskland var i årene før corona på cirka 17 milliarder kroner om året.

Prisstigningerne vokser i eurozonen: Højere renter på vej

ECB-medlem ser flere renteforhøjelser forude

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier