Boris Johnsons højre hånd og brexit-strateg stopper før jul

Dominic Cummings, der hidtil har været toprådgiver for den britiske premierminister, Boris Johnson, blev fredag set forlade Downing Street 10 med en papkasse i hænderne. Han har valgt at opsige sin stilling. Johnson søger afløser.
Dominic Cummings ses her forlade Downing Street 10 fredag 13. november. | Foto: Henry Nicholls/REUTERS / X06612
Dominic Cummings ses her forlade Downing Street 10 fredag 13. november. | Foto: Henry Nicholls/REUTERS / X06612
Af Ritzau

Dominic Cummings, der hidtil har været toprådgiver for den britiske premierminister, Boris Johnson, har valgt at opsige sin stilling.

Han vil dog fortsætte sit arbejde indtil midten af december, mens Boris Johnson søger efter en afløser.

Dominic Cummings blev fredag set forlade Downing Street 10 med en papkasse i hænderne.

Flere britiske medier rapporterede i den forbindelse, at han havde opsagt sin stilling med øjeblikkelig virkning.

Fredag aften oplyses det dog, at Dominic Cummings skal fortsætte med at arbejde for Downing Street 10 den næste måned. Det fremgår dog ikke, hvilken rolle han skal have i den resterende periode.

Boris Johnson og hans regering har fået massiv kritik for håndteringen af coronaepidemien i Storbritannien. Samtidig kæmper premierministeren med at få en aftale på plads med EU om en udtrædelsesaftale, efter at landet forlod unionen 31. januar.

Det var Dominic Cummings, der var en af hovedarkitekterne bag kampagnen for det britiske EU-exit op til afstemningen i 2016. Siden blev han Boris Johnsons toprådgiver op til hans jordskredssejr ved valget i 2019.

Dominic Cummings har tidligere sagt til BBC, at han sigtede mod at blive overflødig i Downing Street 10 inden udgangen af året.

Boris Johnson har allerede en midlertidig afløser på plads for Dominic Cumming.

"Premierministeren har bedt Sir Edward Lister om at overtage rollen som stabschef foreløbig, indtil der er udpeget en permanent afløser til posten," siger en talsmand for Downings Street.

Flere britiske medier har skrevet, at Boris Johnsons kommunikationschef, Lee Cain, også har opsagt sin stilling.

Fredag oplyses det dog fra Downing Street, at også Lee Cain, der er en af Dominic Cummings' nære allierede, vil fortsætte sit arbejde indtil midten af december.

Overhuset forkaster omstridt brexit-forslag fra Johnson 

Johnson: Coronakrisen har været katastrofal for os 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også