Novo kontaktede Senderovitz: "Men der var gensidig interesse"

Lægemiddelstyrelsens direktør skifter jobbet ud med en lederstilling hos Novo Nordisk, da han selv var begyndt at kigge sig om efter en ny stilling, og medicinalgiganten samtidig præsenterede ham for et drømmetilbud.
Thomas Senderovitz afleverede i dag sin computer og arbejdstelefon hos Lægemiddelstyrelsen, inden han gik ud ad døren efter sidste dag som styrelsens direktør. | Foto: Martin Lehmann/Politiken
Thomas Senderovitz afleverede i dag sin computer og arbejdstelefon hos Lægemiddelstyrelsen, inden han gik ud ad døren efter sidste dag som styrelsens direktør. | Foto: Martin Lehmann/Politiken

Thomas Senderovitz har haft sidste arbejdsdag som direktør i Lægemiddelstyrelsen, da han i dag præsenterede en ny kontrakt med Novo Nordisk, hvor han i stedet skal være enior vice president for Data Science.

Den afgående direktør fortæller, at processen med Novo Nordisk startede i februar og har taget lidt under en måneds tid.

"Det var ikke mig, der kontaktede dem. Men der var en gensidig interesse," siger Thomas Senderovitz til MedWatch.

Han har været ansat på en midlertidig kontrakt med såkaldte åremål, og han startede som direktør i Lægemiddelstyrelsen den 1. april tilbage i 2016, og nåede derfor godt og vel et femårsjubilæum. Han var derfor også selv begyndt at overveje sit næste skridt i karrieren.

"Jeg er jo ikke en typisk embedsmand med en gloværdig karriere med lederjobs i departementer foran mig, når mit åremål udløb. Men jeg har beskæftiget mig med life science og data i alle mulige afskygninger, så når der dukker en mulighed op som den i Novo Nordisk, så findes der jo faktisk ikke et drømmejob, jeg hellere ville have," fortæller Thomas Senderovitz.

"Det var for godt til at være sandt, og den slags sker jo ikke hver dag, og så gælder det bare om at slå til," siger han videre.

Langt fra en synkende skude

Valget om jobskiftet fra offentlig myndighed til Danmarks i særklasse største medicinalvirksomhed blev også gjort nemmere, fordi Thomas Senderovitz føler, at Lægemiddelstyrelsen står særligt stærkt forankret i øjeblikket.

"Jeg forlader jo ikke en synkende skude men en luksus-yacht med dobbelt turbomotor i sindssygt god stand. Ellers havde jeg nok ikke skiftet, tror jeg," siger Thomas Senderovitz, og han forventer ikke, at hans afsked giver nogen særlige problemer for styrelsen..

"Det var svært at sige farvel, men beslutningen var ikke svær. Styrelsen har nogle super dygtige fagdirektører, som kan køre det videre, indtil man finder en ny direktør efter mig," siger Senderovitz.

Er det ikke et uheldigt tidspunkt for styrelsen at miste sin direktør her midt i viruskrisen?

"Jo, men godkendelserne kører over stok og sten, overvågningen af bivirkninger er fuldstændig sat i system, og den store kommunikative opgave med at skabe tillid til vaccinerne startede vi før, at det hele gik i gang," siger han.

"Man skal ikke tro, at det er en enkelt person, som styrer det, for der er en hel styrelse bag. Derfor skal man ikke overdrive min indflydelse. Det får ingen rolle, for jeg er jo meget en talsperson, og alt det andet arbejde forsætter, som om intet var hændt," forklarer den forhænværende direktør videre.

Hvad har været dinvigtigste erfaring at give videre til en kommende direktør?

"Det er at undgå en nulfejlkultur og at stole på sine medarbejdere. Slip arbejdsglæden fri, og lad være med at kontrollere. Så er der ingen grænse for, hvor langt man kan drive det," anbefaler Thomas Senderovitz.

"Verdens bedste selskab"

Han glæder sig over, at det netop er Novo Nordisk, han skal arbejde for i fremtiden, da det efter hans mening er et selskab med en helt særlig status.

"Novo er det bedste lægemiddelselskab i verden. Det er jo et foregangsfirma på både hæderlighed og transparens. Det bliver stort og jeg glæder mig virkelig til at lære virksomheden ordentligt at kende, men det bliver samtidig også den største udfordring at lære så stort et sted at kende, så jeg slår ørene helt ud," fortæller Thomas Senderovitz.

Skal du også vænne dig til ikke længere at være øverste chef?

"Nej, for jeg sidder i en lederstilling derude også, og giv mig en opgave, der er spændende og med ansvar, så går jeg til den. Novo har en fantastisk topchef, så han er langt bedre til det end mig," siger Senderovitz.

(Denne artikel er udgivet af vores søstermedie, MedWatch)

Thomas Senderovitz stopper som direktør for Lægemiddelstyrelsen

Brancheforeninger om Senderovitz-exit: Et stort tab

Nye data kan give Astrazeneca-vaccine godkendelse til ældre 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også