Nyt boligudspil skal gøre det billigere at bo på Frederiksberg

Med en netop vedtaget boligplan vil politikerne på Frederiksberg bl.a. sikre, at der bliver opført flere almene boliger i kommunen. ”Det er et af de emner, der optager mig allermest som borgmester,” lyder det fra Michael Vindfeldt.
Michael Vindfeldt blev efter kommunalvalget i november ny Frederiksberg-borgmester og satte dermed en stopper for 112 års konservativt styre i kommunen. | Foto: Gregers Tycho
Michael Vindfeldt blev efter kommunalvalget i november ny Frederiksberg-borgmester og satte dermed en stopper for 112 års konservativt styre i kommunen. | Foto: Gregers Tycho

Flere almene boliger og andelsboliger skal være med til at gøre det billigere at bo på Frederiksberg og sikre en mere blandet by. Dette er nogle af tankerne bag nyt boligudspil, der mandag blev vedtaget i kommunalbestyrelsen, skriver Frederiksberg Kommune på sin hjemmeside.

Planen, der rummer i alt otte tiltag, tager afsæt i den landsdækkende boligaftale fra november sidste år, som regeringen indgik med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne.

”Frederiksberg skal være en by for alle, hvor både børnefamilier, ældre og unge kan bo og leve godt hele livet,” lyder det fra Frederiksberg-borgmester Michael Vindfeldt (S) i meddelelsen.

”Det kræver boliger, der er til at betale, og som kan opfylde de forskellige behov vi har i livets mange forskellige faser. Det er et af de emner, der optager mig allermest som borgmester, og derfor ser jeg også frem til at drøfte udspillet med borgerne, folk i branchen og de mange andre gode kræfter, der skal være med til at realisere planerne”, siger Michael Vindfeldt.

Med udspillet vil man i kommunen også ”kigge på, hvad der er af eksisterende alternativer til den gængse form for boligudvikling, som vi kender i dag,” som det hedder.

Med pilotprojektet Fonden for Billige Boliger skal et såkaldt byggefællesskab bestående af borgere være med til udvikle boliger med kommunen som garantistiller.

”Hver eneste dag forsvinder betalbare boliger fra Frederiksberg, fordi ejendomsinvestorer driver lejepriserne opad, mens priserne på andels- og ejerboliger stiger,” , siger Pelle Dragsted (EL), formand for Klima, Plan og Boligudvalget og fortsætter:

”Hvis vi skal bevare Frederiksberg som en by, hvor også pædagogen, postbuddet og pensionisten kan bo, så skal der politisk handling til. Med den nye boligplan gør vi alt, hvad vi kan indenfor de kommunale rammer, for at levere på de løfter vi gav frederiksbergborgerne om en ny og mere social boligpolitik i kommunen.”

I nabokommunen København blev der i denne uge lanceret en samarbejdsaftale, der bl.a. dikterer, at andelen af almene boliger i hovedstadens byudviklingsområder skal op på 40 pct. frem mod 2031.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også