1100 danske sygeplejer har søgt mod Norge siden 2020

Mens det danske sundhedsvæsen mangler sygeplejersker, søger mange mod Norge.
Foto: Emil Agerskov
Foto: Emil Agerskov
af ritzau

Siden januar 2020 har 1100 danske sygeplejersker fået autorisation til at arbejde i det norske sundhedsvæsen. Det viser fra tal fra norske sundhedsmyndigheder ifølge Politiken og det norske medie VG.

Det vides ikke, hvor mange af de 1100 der så også vælger at tage arbejde i Norge. Ikke desto mindre er det ifølge Kjeld Møller Petersen, som er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, et problem.

”Det er klart, at der er et hul, når 1100 sygeplejersker ønsker at arbejde i kortere eller længere tid i Norge. Det gør mangelsituationen strammere, end hvis de havde valgt at blive og arbejde i det danske sygehusvæsen,” siger han til Politiken.

På grund af en generel mangel på sygeplejersker på sygehusene indgik Danske Regioner og regeringen i januar 2020 en aftale om at ansætte 1000 ekstra sygeplejersker inden udgangen af 2021.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser dog, at det mål langtfra er nået.

Sidste uge kom der ansøgertal for videregående uddannelser. De viste, at sygeplejerskeuddannelsen langtfra står øverst på ønskesedlen, når unge skal beslutte, hvad de helst vil læse.

28 procent færre har således søgt sygeplejerskeuddannelsen som deres førsteprioritet i år sammenlignet med sidste år.

I 2021 blev 43 procent af de opslåede stillinger til sygeplejerske ikke besat. Det viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Til Politiken udtaler SF, Enhedslisten og De Radikale, at udviklingen i søgningen mod Norge er bekymrende. Flere af partierne går ind for en handleplan.

Regeringen ønsker ikke at udtale sig til avisen. Det er ifølge Dansk Sygeplejeråd løn- og arbejdsforhold, der får sygeplejersker til at søge mod Norge.

En autorisation i Norge kræver, at norske myndigheder får dokumentation for den sundhedsfaglige uddannelse. Derudover koster det et gebyr på 1200 danske kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også