PolicyWatch

Dansk konkurrenceevne er i global top-10

Ny international rapport sætter Danmarks økonomi som tiende mest konkurrencedygtige i verden foran både Norge og Finland.

Foto: Martin Lyngstad Slottemo/POLFOTO/arkiv

Ifølge indflydelsesrige World Economic Forum (WEF) er Danmarks konkurrenceevne en af de ti bedste i verden i 2018. Sverige er en smule bedre, mens både Finland og Norge ligger lavere på listen.

USA, Singapore og Tyskland er verdens tre mest konkurrencedygtige nationer.

"Vi er i den fjerde industrielle revolution. Her vinder økonomier med gode økosystemer til innovation, økonomisk stabilitet og især et fleksibelt og omstillingsparat arbejdsmarked. Derfor er Danmark i top-10," siger Stig Yding Sørensen, seniorspecialist hos WEF's danske samarbejdspartner, Teknologisk Institut.

WEF rangordner 160 økonomier på i alt 98 indikatorer og giver dem en score på 0-100.

Det skal vise landenes evne til at have en kontinuerlig høj produktivitet i en konstant foranderlig verdensøkonomi, hvor store omvæltninger, såkaldte disruptions, kan lukke hele industrier på kort tid.

Det er ifølge Stig Yding Sørensen en ny måde at måle konkurrenceevne på.

Den danske økonomi er med andre ord godt rustet til den aktuelle økonomiske virkelighed, hvis man tror på WEF. Der er dog en parameter, der halter: international anseelse af universiteter. 

"Der ligger vi på en 30.plads. Vi har jo ikke et Stanford eller Oxford. Så hvis man kunne gøre mere for at tiltrække internationalt anerkendte forskere til Danmark, ville det nok forbedre anseelsen."

Rapporten er baseret på flere end 12.000 spørgeskemainterviews med virksomhedsledere verden rundt samt landedata om alt fra arbejdstimer til antal patenter.

Ifølge WEF omfatter den 99 procent af verdensøkonomien målt i bnp.

Professor ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet Christian Bjørnskov mener, at der er en begrænset, men dog magtfuld gruppe, der anvender rapporten.

"De bliver typisk brugt af embedsværk og en række særinteresser, herunder politikere som en slags idékatalog. Man siger ikke, at man vil gøre det, som rapporten siger, man skal. Men det kan bruges til inspiration," siger han.

WEF har lavet konkurrenceevnerapporten årligt siden 1979.

Mere fra PolicyWatch

DI-chef takker af med opfordring til konsolidering hos transportlobbyister

Det er vemodigt, men også det rigtige. Det siger Michael Svane, der efter mere end et årti som direktør i DI Transport snart stopper. I et interview med MobilityWatch fortæller han også, hvorfor juristen endte som lobbyist, hans syn på en ny "tektonisk" brydekamp på transportmarkedet og hans helt store ønske til sektorens mange andre interesseorganisationer.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier