PolicyWatch

Dansk Erhverv "opruster gevaldigt mandskabsmæssigt" og henter cheføkonom i Nykredit

Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv, er klar med sit bud på, hvor organisationen skal hen. Det byder bl.a. på mange nye ansættelser. Cheføkonom fra Nykredit er hentet ind til erhvervsholdet.

Foto: Ritzau Scanpix/Liselotte Sabroe

Der skal skrives under på en række ansættelseskontrakter i den kommende tid i den gamle børsbygning et stenkast fra Christiansborg.

Her har Dansk Erhverv hjemme, og organisationens topchef, Brian Mikkelsen, er klar med en ny strategi, som bl.a. betyder, at der skal ansættes flere folk til lobbyorganisationen.

Det skriver Børsen.

"Vi opruster gevaldigt mandskabsmæssigt de kommende to år på både politisk varetagelse, rådgivning og i vores analyseapparat. Vi har allerede ansat en masse nye politiske medarbejdere, som vi har hentet fra spændende job. Alt i alt kommer vi til at ansætte rigtigt mange flere mennesker," siger Brian Mikkelsen til avisen.

Som led i strategien har Dansk Erhverv hentet Tore Stramer ind som cheføkonom. Han kommer fra en stilling som cheføkonom i Nykredit.

Det er ellers ikke mange måneder siden, at Dansk Erhverv satte en ny person i front, når det kommer til at udtale sig om økonomi.

Den 1. december sidste år ansatte erhvervsorganisationen Katrine Ellersgaard Nielsen som seniorøkonom. Hun fik rollen som den person, der skulle udtale sig til medierne om økonomi, efter at organisationens forhenværende cheføkonom, Steen Bocian, skiftede til avisen Børsen.

"Det skal ikke bare være, at nu har vi en anden holdning til det makroøkonomiske end vismændene eller nogle andre. Vi har en holdning, men det er med det ståsted, at vi repræsenterer en masse virksomheder. Derfor bliver udgangspunktet det, der er politisk vigtigt for dem. For eksempel udbud af arbejdskraft og skatteregler."

Hvor meget tid skal du bruge på at tale med journalister?

"Det må tiden jo vise. Det kommer an på, om det bliver en succes. Selvfølgelig vil vi gerne have stor synlighed, men det er også vigtigt, at det er med det rigtige udgangspunkt," sagde Katrine Ellersgaard Nielsen i december til PolicyWatch.

Ifølge Brian Mikkelsen handler den nye strategi blandt andet om, at erhvervsorganisationen vil stoppe med at brokke sig til politikerne over et problem, hvis ikke man også har en løsning på problemet klar.

Relaterede

PolicyWatch trial banner 14 dage.jpg

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier