Familievirksomhed til Venstre: Arveafgift truer 300.000 arbejdspladser

Venstre har droppet ambitionen om at fjerne arveafgiften for familieejede virksomheder, og det møder kritik fra erhvervslivet samt K og LA.
Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix
Foto: Erik Refner / Ritzau Scanpix

Venstre har ikke længere en ambition om at afskaffe arveafgiften for familieejede virksomheder, der skifter generation. Det står klart efter, partiet onsdag fremlagde sit erhvervsudspil, hvor partiet i modsætning til regeringsgrundlaget fra 2016 vil arbejde for at fastholde afgiften på 5 pct.

Meldingen har får ikke en varm modtagelse – hverken i erhvervslivet eller hos regeringskollegerne i Konservative og Liberal Alliance.

"Generationsskifteskatten koster arbejdspladser og investeringer hos håndværksmestre, maskinfabrikker og industrivirksomheder landet over. 23.000 virksomheder står over for et generationsskifte, så der er brug for, at partierne afskaffer generationsskifteskatten helt, ligesom den socialdemokratiske regering i Sverige gjorde i 2004, og ligesom Norge gjorde i 2014," skriver Peter Foss, bestyrelsesformand i Foss A/S i en kommentar til PolicyWatch.

Foss A/S producerer analyseinstrumenter til landbrugs- og fødevareindustrien er medlem af netværket Vækst i Generationer med 14 af Danmarks familieejede virksomheder og mere end 140 associerede medlemmer, der blandt andet arbejder for at afskaffe arveafgiften, når familieejede virksomheder generationsskifter.

"Mange af virksomhederne rammes hårdere i dag, end de ville være blevet før 2015, hvor SR-regeringen lavede en voldsom stramning af reglerne. Veldrevne virksomheder risikerer at blive tømt helt for kapital. De kan blive tvunget til at lukke eller sælge livsværket. Så generationsskifteskatten er absolut stadig en trussel for de 300.000 arbejdspladser, der påvirkes af et generationsskifte i de næste år," lyder det fra Foss-formanden.

V: Vi holder fast i det vi har opnået

Finansminister Kristian Jensen sagde onsdag til PolicyWatch, at kursændringen er et udtryk for, at partiet har været nødt til at erkende, hvordan det politiske landskab står lige nu.

"Det er et initiativ, vi tager, for at holde fast i det, der er opnået. Der er et par stykker af initiativerne, der egentlig er en fastholdelse (af nuværende aftaler, red.), fordi vi kan se, at andre partier forsøger at presse imod og fjerne de her initiativer," sagde Kristian Jensen.

I finansloven fra 2016 aftalte regeringen og Dansk Folkeparti en gradvis nedsættelse af den såkaldte bo- og gaveafgift fra 15 pct. til 5 pct. i 2020. Socialdemokratiet har tidligere bedyret, at man vil trække lempelsen tilbage, hvis partiet får regeringsmagten.

LA og K ærgrer sig over melding

Liberal Alliances erhvervsordfører Joachim B. Olsen er skuffet over, at Venstre ikke synes at gå til valg på skattelettelser.

"Vi vil gerne helt af med arveafgiften. Hvis vi kommer helt af med arveafgiften, kommer vi også ned på 0 pct. ved generationsskifte. Den vej skal vi følge. Jeg er skeptisk i den forstand, at det virker som om, at Venstre helt har droppet skattedagsordenen. Det synes jeg er ærgerligt, og jeg ved, at der er mange gode Venstre-folk derude, som også synes, at det er ærgerligt," siger Joachim B. Olsen.

Selv om han gerne så arveafgiften på familieejede virksomheder helt afskaffet, risikerer den lave afgift på 5 pct., der træder i kraft fra årsskiftet at forvride markedet, hvis ikke andre skatter og afgifter sættes ned, mener han.

"Jeg synes, det var fint at sænke arveafgiften for familieejede virksomheder, men sandheden er også den, at det forvrider markedet. Det gør, at det bliver mere attraktivt at generationsskifte end for eksempel at overdrage virksomheden til nye ejere eller omdanne det til et aktieselskab," siger Joachim B. Olsen.

Med det niveau man har nu med 5 pct.?

"Ja, så bliver det efter skat mere attraktivt at generationsskifte. Jeg synes, det vigtige er, at man holder fokus på at skabe attraktive rammevilkår for virksomheder – også familieejede virksomheder.  Men man skal selvfølgelig også sørge for, at man ikke forskelsbehandler rent skattemæssigt," siger Joachim B. Olsen.

Hvis du siger, at man har skabt en skæv konkurrencesituation nu her mellem familieejede virksomheder, der generationsskifter frem for at blive til aktieselskaber, hvorfor vil I så arbejde for at få bo- og gaveafgiften endnu længere ned?

"Det er fordi, vi arbejder for en ligestilling mellem de her typer af virksomheder. Det skal både gøres ved at få arveafgiften helt væk men også ved at få sænket aktiebeskatningen, som er den højeste i OECD. Sådan er det i politik, man tager skridt, men nogle gange kan man ikke tage hele skridt, og så skal vi videre. Der skal også tages yderligere skridt her efter vores opfattelse, så det er dumt, at de dropper ambitionen," siger Joachim B. Olsen.  

I Det Konservative Folkeparti ærgrer man sig også over kursskiftet fra Venstre.

"Vi er dybt skuffede. Vi har en klar ambition om at afskaffe arveafgiften og generationsskifteskatten. Og jeg forslår sket ikke at Venstre vil fastholde en generationsskifteskat, når man ved, hvad skadeligt det er for danske familievirksomheder," sagde Anders Johansson, der er erhvervsordfører i Det Konservative Folkeparti, til PolicyWatch onsdag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også